og om den Rolighed og Sikkerhed, som herskede i Landet, gjør man sig den bedste Forestilling ved at see af de pavelige Collectorers Regnskabsbøger, at de ej nævne et Ord om Fare eller Nødvendighed af Bedækning i Norge, medens en saadan var uomgjængelig nødvendig i Sverige, idetmindste under Formynder-Regjeringen, og Petrus Gervasii i Danmark virkelig endog blev plyndret af de tydske Krigsfolk, der i den Tid laa paa de fleste Steder i Landet. Et af de uroligste Districter, hvor Almuen var trodsigere end andensteds, var fremdeles, som det lader, Skidusysla, især Thelemarken, da man baade derfra har flere Drabs-Indberetninger, end fra de fleste andre Egne i Landet, og desuden andre Brevskaber vidne om en vis Voldsomhed og Gjenstridighed hos Indbyggerne[1]. Det er allerede nævnt, at det sidste Brev, vi have fra Hr. Thore Haakonssøns Haand, er en Drabs-Indberetning af 1315 fra hans Syssel, Skidusysla[2]. Han esterfulgtes i Syslen af sin Søn, og det eneste nu tiloversblevne Brev af dem, Hr. Haakon Thoressøn udstedte som Sysselmand, er ligeledes en Meddelelse om et Drab, dateret fra Skiden d. 23de Juni 1325[3]; der nævnes her ikke udtrykkeligt, i hvilket Hered Drabet blev begaaet, men Omstændighederne ere dog ej uden Interesse formedelst det Lys, som de kaste paa Bøndernes Leveviis. En vis Einar havde slaaet en anden Mand, Olaf, et Øxehammershug i Hovedet, som denne aldrig forvandt, og endydermere gik Einars Broder, der ogsaa heed Olaf, tilligemed dennes Sydskendebarn Thormod hen til den anden Olaf, der havde faaet Slaget, og optog nogle ham tilhørende Varer, til en Verdi af 4 Mk. forngilde. Der maa saaledes have været en tidligere Ejendomstrætte mellem begge Parter. De beholdt Varerne hos sig en Nat over, indtil gode Mend forestillede dem, at det allerede var haardt nok for den stakkels Olaf, at han havde faaet hiint Slag, om de ikke ogsaa skulde rane hans Ejendom fra ham. De bekvemmede sig da til at udlevere Varerne, men forresten fik Olaf ingen Erstatning. Ærgerlig herover søgte en af Olafs Frænder, selv tredie, Lejlighed til at overfalde Einars Broder Olaf, hvilket ogsaa lykkedes ham, just som denne sad og tørkede Malt i en Kjolne for sin Huusbonde; han dræbte ham, og lyste sig strax Drabet til Haande. I Indberetningen kaldes dette Drab, som fremkaldt ved den Dræbtes egen Lovløshed, „uoverlagt“, og Banemanden indstilledes til Kongens Naade, der vist ogsaa blev ham til Deel. – Det er fremdeles nævnt, at Hr.
