Landsdrottnen derved maatte have det i sin Magt at skrue Afgiften op. Men flere Omstendigheder tyde hen paa, at dette dog kun sjelden er skeet; ja, der er endog et Sted i Landsloven[1], som bestemt antyder, at et vist Maximum af Landskylden, vistnok den, efter hvilken Jordpartens Størrelse og Godhed angaves, ej maatte overskrides, ligesom det da heller ikke lader til, at den nogensinde blev overskreden, men at man snarere nøjede sig med mindre Afgift. Man skulde og af flere Omstændigheder formode, at det hørte til Sjeldenhederne, at en Søn blev dreven fra den Gaard, som hans Fader havde haft, men at det derimod var det sedvanlige, at Søn efter Fader beholdt Bygslen. Hertil kom, at Lovgivningen udtrykkeligt, ved nøjagtige Bestemmelser, vernede om Lejglendingen lige overfor Landsdrottnen, saavelsom og at et saa stort Antal af Leiglendingerne stod under Kirken eller Kronen og derfor var mindre udsat for vilkaarlig Behandling, en Fordeel, hvoraf vel og den under Privatmand staaende Lejglending maatte nyde godt, forsaavidt derved et Exempel var givet, som den private Landsdrottinn ikke godt kunde afvige fra uden at støde altfor meget an mod Opinionen. At Bestyrelsen foregik med en vis Orden, Rolighed og Bestemthed, hvorledes end Stormendenes Forhold lige overfor Kronen har været, seer man umiskjendeligt af de mange, os endnu levnede, Brevskaber. Selvtægt i de almindelige Ejendomsforhold hørte aabenbart til det Usedvanlige. Ejendomstrætter afgjordes ifølge Lovens Bud ved den af Parterne selv opnævnede saakaldte Dom, eller ved Lagmandens Orskurd, som i Regelen havde sin Fremme og respecteredes. Sysselmendene bereiste, som det synes, aarligt sine Districter forat overholde Orden og Rolighed, og i deres Fraværelse traadte deres saakaldte Lensmend i deres Sted. Ved Drabssager optog Sysselmanden eller hans Lensmand altid nøjagtigt Forhør og sendte Indberetning til Kongen, for at denne kunde afgjøre om Landsvisten; der sørgedes efter Lovens Bud for Vejenes Vedligeholdelse,
- ↑ Landslejebaalken Cap. 53. Her tales om Bebyggelse af opryddede Steder i Almenning. „Den, som rydder det op“, siges der, „skal have det tre Aar fri for Landsleje og alle Udbud, ligesaalidet som han er pligtig til at bære Bud eller flytte Fattige. Men efter de tre Aars Forløb skulle sex skjønsomme Mænd vurdere, hvad dette Rydningssted kan taale af Landskyld eller Leding. … Men ydes Rydningssted deraf, at de lagde for høj Leje derpaa, eller kan Ejeren ej laa den bortbygget, saa gjerne han vil, da forholdes med Budbyrd og Fattiges Førsel, som førend Rydningsstedet bebyggedes“. Her siges det altsaa udtrykkeligt, at der engang for alle sættes en bestemt Landskyld og Leding, som følgelig senere ej maatte overskrides, og da nu Sammenstillingen med Landskyld her viser, at Talen netop er ein den Matriculskyld, som vi nu vilde kalde del, der da skulde sættes paa Gaarden, selger heraf, at hiin Skyld ogsaa for alle andre Gaarde betegnede Landslejens Maximum“.
