tur at være kommen mest i Mode, hvortil ogsaa Unionen med Sverige meget bidrog; fra denne Tid kan man regne, at Svensk, eller en Blanding Svensk og Norsk blev Hofsproget, hvilket igjen havde en ufordeelagtig Virkning paa Sprogets Reenhed overhoved, hvorom de mange fra den Tid opbevarede offentlige Brevskaber noksom vidne[1]. Uagtet de Rigere og Fornemmere vistnok endnu havde deres Bogsamlinger, hvor de af deres Forfedre samlede fedrelandsk-historiske Verker opbevaredes, er det dog ikke sandsynligt, at disse Verker mere flittigt læstes, undtagen paa Island. De fleste i Norge selv af dem forefundne Levninger ere ikke yngre end Kong Haakon den 5tes Tid, snarere eldre, og Bøger, som ingen mer følte nogen Trang til at lade afskrive, blev neppe heller synderligt læste. Blandt de Bøger, som 1340 fandtes paa Baagahuus, da der optoges Inventarium over Kongens Løsøre der paa Slottet[2], forekommer ikke en eneste norsk Kongesaga eller noget andet norsk Verk: der nævnes en svensk Bibel, en svensk Kirkeret, en tydsk Bog om Jomfru Marias Mirakler, en anden Kirkeret, Upplandsloven, Smaalandsloven, en tydsk juridisk Bog, en Bog forfattet af Decanen i Uppsala, et Exemplar af „Ivan“, d. e. formodentlig den af Dronning Euphemia foranstaltede svenske Bearbeidelse af Æventyret om Iwain og Gavian; fremdeles oplyses, at Kongen havde foræret Hr. Ulf Arnbjørnssøn en tydsk Bibel, den norske Cantsler (herved menes vel Paal Baardssøn, førend han blev Erkebiskop), to Bøger, og Erling Drottsete en Bog om Hertug Frederik, d. e. atter den ved Euphemias Foranstaltning besørgede svenske Bearbeidelse af dette Emne[3]. Det stemmer ogsaa ganske med den Slaphed, der nu i det Hele taget kjendeligt hvilede over Folket, den Ligegyldighed for højere Interesser, hvormed man synes at have levet for Dagen i en sorgløs Nydelse af det Velvære, som en langvarig Fred, indvortes Rolighed og en paa en vis Maade velordnet Styrelse maatte medføre, saavelsom og med den politiske Umyndighed, hvori Folket, som saadant, nu befandt m„ at Fortidens Minder og den alvorligere Syslen dermed ej længer tiltalte Fleerheden, men at denne fandt større Behag i den lettere Mode-Literatur. Med Interessen for den fedrelandske Literatur maatte ogsaa selve Øvelsen i at sysle med Landssproget og den instinktmessige Overholdelse af dets Reenhed falde endog hos dem, der aldeles ikke umiddelbart paavirkedes af Hoftonen; Sproget
