vation havde fundet Sted, i sidste derimod var det aldeles forbudt de lovlige Autoriteter at befatte sig med Embedernes Besettelse. Alt dette skete deels for at svække og indskrænke Erkebiskopernes og Biskopernes Myndighed, paa hvilken Paverne altid var skinsyge, deels ogsaa for at skaffe Curien og dens talrige Hær af Embeds- og Hofmænd afse de Gebyrer og andre Fordele, som naturligviis flød deraf, at Beneficierne bortgaves af Curien selv. Men det er let at skjønne, til hvilke Misligheder dette uheldige System maatte give Anledning. Hvad der i og for sig var meget sørgeligt, nemlig at nu mangt et uverdigt og slet Subject, der kun ved Bestikkelser til de formaaende Mænd ved Curien eller paa anden Maade havde vidst at sætte sig i Gunst, kunde faa en Post, hvor det netop kom an paa at vise Duelighed og Retskaffenhed, eller at Udlændinger, der ej engang kunde Landets Sprog, trængtes ind, til Skade for Landets egne Børn: dette maatte endog regnes iblandt de mindre Onder; verre var det, at der blandt den hele underordnede Geistlighed selv maatte opstaa en for ukjendt, og for Charakteren fordærvelig, Higen efter at naa Forfremmelse og Anseelse ved Kryben, Bestikkelser og andre slette Midler, – en Higen, der omsider maatte lede til hele Standens Demoralisation; samt dertil, at der ofte kunde indtræde de forargeligste Forvirringer, ja aabenbare Stridigheder, naar en saadan af Curien begunstiget Candidat med eet fremstod med sit pavelige Beskikkelsesbrev i Haanden, efterat Biskopen, eller den retmæssige Autoritet, maaskee forlængst havde besat det samme Embede paa lovlig Viis[1]. Thi ej nok med, at Paverne bortgav bestemte, navngivne Beneficier, der egentlig stod under Biskopernes Raadighed, naar de blev ledige: overdrog de endog allerede paa Forhaand begunstigede Candidater Exspectance derpaa, førend de var ledige; ja, det gik endog saa vidt, at de i Mængdeviis
- ↑ Herom haves flere udtrykkelige Vidnesbyrd deels i Pavebreve, deels i særskilte Optegnelser om de mellem de colliderende Candidater opstaaede Processer. En af de merkelige blandt disse er en, som i 1360 forefaldt om Decanatet i Dorpat hvortil den franske Geistlige Johan Guilbert, om hvilken der i det Følgende vil blive megen Tale, havde faaet Reservation, men som Biskopen og Capitlet paa sedvanlig Maade overdrog til tre Personer efter hinanden: saa længe varede Striden. Undertiden hændte det, naar en Biskopsstol blev ledig, at Capitlet, uvidende om, at Paven havde reserveret sig Besettelsen, paa lovlig Viis valgte en ny Biskop, og at denne blev baade indviet og bekræftet af Erkebiskopen, men at Paven desuagtet erklærede Valget ugyldigt og udnævnte en anden, saa at den lovligt Valgte, hvis Værdighed, erhvervet ved Indvielsen, man ei længer kunde betage ham, nu derved kun blev Titulærbiskop. Dette skete f. Ex. ved Gyrds Valg til Biskop i Oslo 1352, hvorom nedenfor. Sedvanligviis maatte Paven ved slig Leilighed, forat undgaa Scandal og Ulempe, ved Provision udnævne den valgte Candidat.