bortlovede unavngivne, endnu ikke ledige Beneficier, idet de i Provisions-Bullen kun betegnede dem som „det første ledigblivende Beneficium, i N. N. Biskopsdømme af N. N. Indtægt.“ Og dermed gik man heel skjødesløst til Verks; man undersøgte neppe, om der virkelig fandtes saa mange Beneficier, som man bortgav, og stundom forekomme Exempler paa, at eet og samme Beneficium bortlovedes til to forskjellige Personer, som saaledes kom op at strides derom. Alt dette tjente, som det let vil indsees, i Længden kun til at nedsette den hele Geistlighed i Folkenes Øjne, og til at vække Uvilje mod Curien selv, da det var naturligt, at de braveste og retskafneste Geistlige, som mest afholdt sig fra al slig Kryben og Daarlighed, men som derfor ogsaa tilsidesattes for mindre verdige Subjekter, havde størst Indflydelse paa deres Omgivelser og Sognefolk, hos hvilke derved mere og mere etslags Oppositions-Aand mod Curien og dens Indflydelse maatte fremavles. Det er derfor ogsaa aabenbart, at Spirerne til den Uvilje mod Pavedømmet, der ved Reformationen pludseligt gav sig saa almindeligt tilkjende, og uden hvilken Reformationsverket ej vilde kunne haft Fremgang, allerede var lagte ved de første avignonske Pavers ukloge Indgriben i de rette Diøcesaners og geistlige Local-Autoriteters Virksomhed.
Det faldt da af sig selv, at Curien fra hiin Tid bestormedes med Ansøgninger om Beneficier og andre Fordele, deels af Vedkommende selv, som ønskede dem, deels af deres Beskyttere og Velyndere. Der søgtes saaledes ej alene om at faa Beneficier eller Exspectancer paa bestemte eller ubestemte Embeder, men om Tilladelse til at combinere flere, om de endog var langt fraliggende fra hinanden, om at kunne hæve Indtægterne, uagtet fraværende, o. s. v. Men det maa overhoved ansees som et godt Tegn paa den norske Geistligheds Bravhed, at man i det Hele taget finder saa Ansøgninger fra og Provisioner for dens underordnede Medlemmer, medens man derimod finder temmelig mange vedkommende den svenske og danske Geistlighed. Herved kommer det dog vel noget i Betragtning, at de norske Beneficier neppe attraaedes meget af Fremmede[1], især da man finder, at den Forkjærlighed for Modersmaalet, der altid har udmerket Nordmanna-Stammen, og som har frembragt baade de norsk-islandske Sagaer og den overvettes Masse af norske Diplomer, der endnu findes i Landet – at den ogsaa i hine Tider med Hensyn til Besættelsen af geistlige Embeder har gjort sig gjeldende med en Magt, som ikke engang Curien vovede at trodse, idet den idetmindste enkelte Gange, og maaskee
- ↑ Hertil kommer nu vistnok ogsaa, at da Norge laa saa langt borte fra Pavens Sæde, hændte det sjeldnere, at norske Geistlige døde ved Curien, hvoraf da igjen fulgte, at Paven sjeldnere havde norske Beneficier at bortgive.
