stemmelser. Den 8de September 1337 udstedte Kongen fra Stockholm det ovenfor omtalte Brev, hvori han atter stadfestede denne Gave af Sysler i hine Hereder, med al den Leding, som Kongen plejede at tage til sin Gaard og Sagøre, samt alt det Løsøre, der erlagdes i Alejemaaal, Landraadesager, Fredkjøb og Thegngilde, hvortil og føjedes alle de Skove, der tilhørte Kronen i hine Sysler, med Undtagelse af hvad der allerede var skjenket andre; disse Skove med Herligheder udgjorde, som det ovenfor er viist, Størstedelen af Nordmarken med de vestenfor liggende Strøg, idet nemlig Enemerkerne angives saaledes: hele Almenningen mellem Grefsenskoven og Sognsskoven, heelt nord til Sandungevandene og Vandene med, og lige syd til Dynjande (Sandvikselven) med alle andre i samme Almenning liggende Vande; altsammen for dermed at bestride det Brændsel, der behøvedes til den for Kirkens Vedligeholdelse nødvendige Kalkovn og Teglovn. Den 29de September 1337 stadfestede Kong Magnus paany, i Oslo, sin Moderfaders Gaver, fornemmelig Sysselen paa Follo, Nesodden, vestre Bergeim, Lomedal og Margretedal, Leding og Visøre o. s. v., og med det udtrykkelige Tillæg, at hvis han forøvrigt tilbagekaldte sine Sysler, Jordegods eller andre Veitsler, hvormed han havde forlenet Mænd i Landet, saa skulde dog alle disse Ting og alt andet, hvad der var forundt Mariekirken, ikke regnes under denne Tilbagekaldelse. Da Provsten ved Kirken, Hr. Erling Gullessøn[1], i dette Brev udtrykkeligt nævnes, er det formodentlig givet paa dennes Anmodning kort efter hans Tiltrædelse til Embedet. Man hører nu en Stund ikke videre om nye Gaver, førend i 1343, da Kong Magnus fra Vardberg bekjendtgjorde for Indbyggerne af Varne og Vaale Skibrede, at han havde givet Chorsbrødrene i Oslo alt hvad der i disse Districter faldt af den saakaldte Bordleding. Og samme Aar, den 28de September, fremdeles paa Vardberg, gav han Chorsbrødrene og Klerkerne ved Mariekirken i Oslo Ret til at stevne alle dem, som de havde lovlig Tiltale imod, til Lagmanden i Oslo (altsaa uanseet Indstevntes egentlige rette Vernething), mod en Frist efter Afstandens Længde, og bød Lagmanden at sige Lov i disse Sager ligesaa fuldt, som om Stevningen var skeet overeensstemmende med Loven. Endvidere gav han dem i samme Brev Ret til selv at søge sig til Haande og oppeberge de Brevebrudsbøder, som kunde falde for Krænkelsen af de Privilegier, Kong Haakon eller han selv havde givet samme Chorsbrødre og Klerker[2].
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/359
Denne siden er korrekturlest
341
1337–1343. Begunstigelser for Mariekirken i Oslo.
