biskop Paal begunstigede Minoriterne, thi Erkebiskop Peter var ligesaa fjendtligt stemt imod disse, som Erkebiskop Paal mod Predikererne. Provincialministeren for Provinsen Dacia klagede i 1338 til Paven selv over, at Peter forfulgte Minoriterne, at han forbød at yde milde Gaver til dem, at han hindrede, at Kongens og Dronningens Kroning foregik i deres Kirke i Stockholm, at han lod en dem tilhørende Bygning i Uppsala nedrive, og at han bifaldt et af hans Prester udstedt Forbud mod at skrifte for dem o. s. v. Paven overdrog i denne Anledning ved Skrivelse af 1ste September 1338[1] Erkebiskop Paal at kalde Parterne for sig, og efterat have hørt hvad de havde at forebringe, i al Stilhed at dømme mellem Parterne. Hvad Udfald denne Sag fik, vides ikke, dog er det snarere sandsynligt, at Erkebiskop Paal derved er kommen til kort, end Erkebiskop Peter, hvorvel det rigtignok heder om ham kort efter hans Død 1341, at han havde meget at udstaa af Minoriterne, thi vi see af et Brev, som Pave Benedicts Eftermand Clemens den 6te udstedte den 24de Juli 1343, at Predikebrødrene i Sverige paa den Tid stod højt baade i hans og Kong Magnus’s Gunst; dette Brev er nemlig en efter Kongens egen Ansøgning meddeelt Tilladelse for ham til at oprette et Predikerkloster i Stockholm af sit eget Gods[2]. Det heder her, at Kongen havde dette i Sinde paa Grund af den særdeles Hengivenhed, han nærede for Ordenen, og Paven siger, at han med faderlig Ømhed elsker Ordenen som en i Herrens Huus plantet frodig Have, og ønsker af Hjertet, at dens Skud maa udbrede sig over hele Jorden. Under disse Omstændigheder maa man formode, at Predikebrødrene have fundet for megtig Understøttelse ovenfra, til at Erkebiskop Paal kunde udrette noget imod dem.
Af hvad der ellers paa denne Tid tildrog sig i og med de forskjellige Klostre og Conventer i Norge, vides ikke stort mere, end hvad der ovenfor allerede lejlighedsviis er berettet. Vi have saaledes seet om Biskop Eriks Strid med Abbeden i Utstein, og Biskop Haakons Indskriden i Abbedvalgene ved Korskirken i Bergen og Halsnø Kloster, saavelsom mod Abbed Jon i Selja, ligeledes det sørgelige Endeligt, Abbed Arne af Lysekloster fik 1336 eller 1337. Hans Eftermand, Andres[3], sees at have staaet i nærmere Forbindelse med Hertuginde Ingeborg og modtaget Penge og Kostbarheder paa hendes Vegne efter hendes Om-
