til sit Levnet prøvede og forstandige Mænd til dette Embede, og saaledes vise sig Biskoperne underdanige“ o. s. v.[1]. Af alle disse Forbud see vi da tydeligt nok, hvori Brødrenes Misligheder bestod. Formodentlig var netop Erkebiskop Paal beskjeftiget med paa denne Viis at holde de betlende Brødre i Tømme, og paa Grund af de Skridt, han i saa Henseende foretog, var det vel, at Predikebrødrene i Nidaroos fandt for godt at beklage sig for Erkebiskop Peter i Uppsala og bede ham om Bistand. Peter havde nemlig tidligere været Predikebrødrenes Provincialprior for hele Provinsen Dacia. De underrettede ham nemlig[2] ved to Brødre, en Prest og en –Novice, som reiste over Jemteland, hvor Sysselmanden Harald havde været særdeles venlig imod dem[3], at Erkebiskopen i Nidaroos og hans Capitel havde et ondt Øje til dem og tilføjede dem alle mulige Krænkelser, navnlig med Hensyn til Fjerdedelen af alle Liigferdsindtægter, skjønt Sognekirkerne fik sine Portioner ubeskaarne; at han negtede dem at predike i Byen og paa Landet, eller at høre Skriftemaal, og forbød Sognepresterne under Embeds Fortabelse at gjøre dem godt eller vise dem Gjestfrihed, medens han derimod begunstigede Minoriterne og tilstod dem alt, hvad han negtede hine; ja han tillod endog Cistercienserne at tigge, og gav dem Myndighed til at meddele Communionen, formedelst i Smug modtagne Gaver. Dette meddeelte de i Haab om, at Erkebiskop Peter vilde finde paa et Raad. De befandt sig nu i den største Nød. Deres Kirke og andre Husebygninger trængte til kostbare Reparationer. De bad derfor, at han vilde betænke deres Convent med milde Gaver og opfordre Andre dertil, at han vilde naadigst modtage de nævnte Brødre, der som Terminarier[4] havde gjennemvandret Jemteland, og at han vilde meddele en af hine Brødre, Arne, Tilladelse til at predike, høre Skriftemaal og paalegge Pønitenser. Der kan ingen Tvivl være om, at de Klagende hos Erkebiskop Peter opnaaede hvad de ønskede, især da de antydede, at Erke-
- ↑ Norges gl. Love, III. S. 290. Om dette Brev af Erkebiskop Paal vil der blive talt nærmere nedenfor; men foreløbigt ville vi bemerke, at man maaskee netop af de her anførte Yttringer mod Brødrene kan slutte sig nogenledes til dets Udstedelses-Aar, nemlig 1337, strax efter Modtagelsen af hiint Pavebrev.
- ↑ Brevet, der mangler Datum, er aftrykt i Langes Klosterhistorie, 1ste Udgave S. 774 og Dipl. Sv. No. 3405.
- ↑ Denne Harald siges endog i Brevet at være de throndhjemske Predikeres „Confrater“. Han har altsaa været etslags Convers og formodentlig testamenteret det Meste af hvad han ejede til Klostret for efter fin Død at begraves der.
- ↑ Terminarier kaldes de Brødre, der drog om paa Predikning og Tiggeri inden et vist dem tildeelt District.
