Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/349

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
331
1332–1342. Biskop Haakon i Bergen.

af Kirken, som han havde forsømt, og som Paven saa strengt havde paalagt ham i sin Skrivelse af samme Aar. I et Brev til Biskop Salomon i Oslo, fra Aaret 1338, bad han denne om at skaffe ham en god Ridehest, som han behøvede for sin Bevægelses Skyld efter den langvarige Sygdom, han havde haft, og som gjorde ham det vanskeligt at gaa. Denne Bøn opfyldte Salomon strax til hans største Tilfredshed; i et Brev af October samme Aar takkede Haakon Salomon paa det hjerteligste for Hesten, „dette kostelige Stykke, der tjener os som en sand Læge;“ derimod lovede han at sende Salomon de netteste Smaarakker (Smaahunde), som han for Øjeblikket kunde skaffe: for saadant interesserede altsaa Salomon sig. Lidt forhen havde Haakon sendt fire andre slige Hunde til en Borger i Brügge, ved Navn Egidius Correnbiter, og dermed syv Hvalrostænder og et Iisbjørnsskind, værdifulde Gaver paa den Tid[1]. Han stod ogsaa i Brevvexling med den pavelige Pønitentiar[2] Peter Abo, der underrettede ham om vigtige Begivenheder i eller vedkommende Curien, og til hvem han igjen anbefalede en og anden Supplicant, deels fine gamle Venner, de oftere omtalte franske Kjøbmænd Raimund af Lamena og Peter af Linariis, der om Sommeren 1338 reiste til Curien, og hvem han havde givet flere Erinder at besørge; han sendte ham ogsaa ej ubetydelige Foræringer, for at han med desto større Iver skulde fremme hans Sag, nemlig ti florentinske Gylden, og et Hundrede Skreid[3]. Det sees ogsaa, at Peter Abo’s Forbøn maa have været virksom, thi ved Pavebrev af 3die December 1338 fik Biskop Haakon „paa Grund af den oprigtige Hengivenhed han nærede for Paven og den romerske Kirke“, den ansøgte Tilladelse hvad Confession og Absolution angaar; sandsyn-

  1. Smst. S. 128, 130.
  2. Ved Pønitentiarier forstaaes, som bekjendt, beskikkede Skriftefedre, der høre de tilreisende Pilegrimes eller andre Bodfærdiges Confession, vil saaledes var der ogsaa ved hver af de norske Biskopstole ansat en Pønitentiar (see N. gl. Love III. S. 288); og dette Embede indehavdes i sin Tid af Laurentius Kalfssøn, førend han blev Biskop paa Hole (s. o. V. 2. S. 389). Men ved Curien var der og er der endnu flere slige Pønitentiarier, og efter den uppsalske Chorsbroder Nicolas Sigfastssøns Forslag (Dipl. Svec Vol. IV.) blev der omkring 1322 ogsaa indsat en for de nordiske Folk eller Provincia de Dacia. I en Fortegnelse over Curiens Embedsmænd fra Pave Gregor d. 11tes Tider (c. 1370) angives der at være ti Pønitentiarier for de ikke-italienske Nationer, nemlig for Francia, Anglia, Lingua Occitana, Flandria, Britannia, Allamannia, Boemia, Polonia, Dacia, Ungaria, hver een; for Hispania, Catalonia, Aragonia, Portogalia, Navara (altsaa Spanien) een tilsammen.
  3. Saml. V. S. 124. I Brevet siges der, at disse Gaver sendes med Biskopens Tjener, ved Navn „Flescha“. Om Fisken heder det „unum centenarium piscium, qui vulgo Skreid sive Stokfisk appellantur“.