Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/345

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
327
1334–1344. Jemtelands kirkelige Forhold.

ende Bønder Virket ned igjen nogen Tid efter, uanseet at Erkebiskopen strax efter sin Hjemkomst til Uppsala havde udtaget kongeligt Vernebrev derpaa[1]. Derfor gik der nu en haard Dom over de stakkels Bønder, da Erkebiskopen atter, i Februar 1341, var paa Visitats i de Egne. Han gjorde Sagen anhængig for Sysselmanden Arne Gjavvaldssøn og Lagmanden Arne Helgessøn, der indstevnte de Skyldige til Kirkestuen paa Ravund for at underkastes Forhør og lide Dom. Her blev da først Kongens Vernebrev oplæst, siden blev de Skyldige tilspurte, om de kunde sige noget til sit Forsvar, men de svarede kun, at Nød og Sult havde drevet dem til, som det heed, at stevne Virket bort, det vil sige, at stevne Ejeren eller hans Fuldmegtig til at skaffe det bort under en vis Tid, og, naar han undlod at efterkomme denne Stevning, da at gjøre det selv. Men Erkebiskopen paastod, at hans Virke slet ikke havde skadet deres Fiske, og at de tidligere skulde have øvet samme Herverk mod Erkebiskop Olaf, som dog havde eftergivet dem fin Ret. Saamegetmere æskede han nu Dom over dem; Bønderne tabte Modet og gav Sagen i Kongens og hans Vold, og Arne Lagmand dømte nu enhver af de Skyldige til en Bod af 1 Mk. samt Avindsbod m. m.[2]. Af hele Forhandlingen faar man det Indtryk, at Erkebiskopen vel havde den strenge Ret paa fin Side, men at Bønderne dog var bleven noget haardt behandlede, ligesom han og overhoved synes at have været en skarp og trættekjær Mand, thi næsten hans hele Embedstid optoges af forskjellige Tretter, især med Minoriterne.

Om Biskop Hallvard i Hamar veed man ikke stort mere, end hvad der allerede er nævnt, fornemmelig hans Forhandlinger med Ulf Saxessøn, der lærer os ham at kjende som en streng og fordringsfuld Prælat. Det samme synes ogsaa at maatte kunne siges om Biskop Erik af Stavanger, idetmindste naar vi skal dømme efter hans Tvist med Abbeden paa Utstein, hvor han vel havde en haard Hals at strides med, men hvor ogsaa han selv gik meget heftigt og uforsonligt til Verks. Biskop Salomon i Oslo synes, efter alt, hvad man erfarer om ham, at dømme, at have været en stille, godmodig Mand, som ikke synderligt tog Deel i de politiske Begivenheder, og heller ikke betragtedes som videre duelig der-

    Olaf, at han paa egne og Medejer Johan Ingemarssøns Vegne er kommen overeens med Naboen Thorvalde paa Fors om, at han skal have Halvparten med dem af den gamle Fiskebygning, og Fjerdedelen af den nye. Siden udstedte Johan Ingemarssøn et Brev af 23de Mai s. A., hvorved han aldeles overlod Erkebiskopen hele Fiskeriet i Ravund med ¼ i Fors imod andre Godtgjørelsen (Dipl. Sv. 2050).

  1. Dipl. Sv. 3148.
  2. Dipl. Norv. III. 205. Dipl. Sv. 3542.