Gaven endelig skulde bringes til denne Helgens Hvilested, med mindre Giveren udtrykkeligt fordrede det. Og saavel i det uppsalske Diøcese, som i hele Sverige overhoved, lod man enhver Gitter have sin frie Vilje og rettede sig nøie efter hans Bestemmelse. I Helsingeland, hvis Indbyggere fordetmeste var Jægere og Fiskere, havde det fra gammel Tid været brugeligt, at disse hvert Aar gav Erkebiskopen paa den uppsalske Kirkes Vegne en vis Deel af sine Udbytte; senere havde de eengang for alle forpligtet sig dertil under Haand og Segl, som til en vis Skat, og dette var bekræftet af flere Konger; men af denne Indkomst havde en af de foregaaende Erkebiskoper funderet en Præbende, hvis Indehaver skulde holde visse aarlige Messer for St. Olaf og St. Erik; men herved var det jo ingenlunde Helsingerne formeent udtrykkeligt at gjøre Løfter om Gaver til andre Helligdomme i eller udenfor Sverige. At nogen Skade saaledes ved denne Helsingernes Skat til Olafs og Eriks Altar i Uppsala Kirke tilføjedes St. Olafs Helligdom i Nidaroos, kunde ikke skjønnes; tvertimod vilde Heming endog driste sig til at give sin Collega i Nidaroos det venlige Raad, ikke mere at nævne noget om en Forpligtelse for Indbyggere af Sverige i saa Henseende, thi det kunde da netop stikke dem, at de, hvis de hørte det, ganske vilde afskrækkes fra sidenefter at gjøre Pilegrimsreiser eller Løfter til St. Olafs Skriin[1]. Capitlet svarede kortere, oplyste ligeledes, at Helsingerne og Angermændene frivilligt havde forbundet sig til at yde denne Skat til Uppsala Kirke, troede, at de selv vist aldrig havde brugt sin Sigd i Andres Korn, erklærede, at det tvertimod var dem yderst kjært, om nogen af deres Diøcese vilde besøge St. Olafs Helligdom i Nidaroos, og yttrede tilsidst, at man snarere burde vide dem Tak, fordi de søgte at udbrede St. Olafs Ære over al Verden udenfor Norges Grændser[2]. Det lader til, at Erkebiskop Paal og hans Capitel havde taget sig disse Forestillinger til Eftertanke, thi man finder ikke Spor af, at Paastanden fra Nidaroos Kirkes Side har været fornyet, eller at denne siden har modtaget nogen saadan Ydelse. Ellers lader det til, at Erkebiskop Peter ikke har været meget yndet af Jemterne, og at dette kan have givet Anledning til, at der indkom overdrevne Klagemaal over hans Ferd til Erkebiskop Paal; thi Breve og Retsforhandlinger oplyse os om, at da Erkebiskop Peter paa sin Visitatsreise 1335 havde ladet opføre et Laxevirke ved Fors i Ravund (nu Ragunda), hvor hans Forgænger Erkebiskop Olaf havde erhvervet Eneret til Fisket for Erkestolen[3], brød de ombo-
