saa længe Erkebiskop Paal selv ikke anførte bestemtere Facta, gav ogsaa kun en i almindelige Udtryk affattet Formaning til alle sande Christne i hvilkensomhelst Stilling, at de ikke maatte afholde nogensomhelst fra at bringe sit Offer eller betale sin Ydelse til den nævnte Helgen og Kirke efter Behag[1]. Men det er tydeligt nok, at en saadan Bulle ingen synderlig Virkning kunde gjøre, thi de, der varetog den uppsalske Kirkes Tarv, behøvede alene at paastaa, at de ikke forholdt Nidaroos Kirke noget af hvad der med Rette tilkom den. Sagen synes derfor en Tidlang at have staaet hen, idetmindste hører man ikke noget derom, førend efterat den driftige Heming, forhen Provst i Vesteraas, var bleven Erkebiskop i Uppsala (15de Nov. 1342) og med stor Iver havde begyndt at tage sig af sin Erkestols og sin Diøceses Anliggender. Omtrent et Aars Tid efter hans Tilbagekomst til Sverige tilskrev Erkebiskop Paal ham (d. 25de Marts 1344) et Brev om den samme Sag, i hvilket han vel udtrykte sig med al mulig Høflighed og i en langt mere maadeholden Tone, end han maa have skrevet til Paven, men dog saaledes, at han tydeligt gav sin Hensigt tilkjende at forsøge Rettergang, hvis man ej rettede paa, hvad han klagede over. Han begyndte med at tilkjendegive ham fin Glæde over hans Udnævnelse, siden han da ogsaa i alle Fald skriftligt kunde henvende sig til ham om Forholdsregler mod hvad flere uppsalske Geistlige og tillige nogle Lægfolk, ifølge nogle til Nidaroos ankomne Pilegrimers Forklaring, tog sig for til Skade for St. Olaf og hans Kirke, men som han nok kunde begribe, at Erkebiskop Heming selv hverken vidste noget om, eller, om han vidste det, vilde bifalde, nemlig, at Yderne af den ovennævnte Olafsskat blev tvungne til at afgive den til nogle nys oprettede Altarer og Billeder i Uppsalas Kathedralkirke. Han bad ham at holde disse sine Undergivnes Havesyge i Tømme og ikke tillade, at de Svenske, der ønskede at valfarte eller skatte til St. Olafs Skriin i Nidaroos, hindredes heri af Klerker eller Lægmænd af hans Provinds; han haabede, at Heming vilde opfylde denne Anmodning, da han saa nødigt vilde gaa til Proces[2], o. s. v. Ogsaa Capitlet i Nidaroos tilskrev samtidigt det uppsalske Capitel om den samme Sag og formodentlig omtrent i de samme Udtryk[3]. Saavel Erkebiskop Heming som Capitlet svarede, det første den 22de og Capitlet den 21de April. Heming udviklede med megen Klarhed, at Erkebiskop Paal svævede i en Vildfarelse. Om Nogen erklærede, at han vilde hedre en vis navngiven Helgen med en Gave, saa fulgte jo ikke deraf, at
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/343
Denne siden er korrekturlest
325
1336–44 Strid mel. Nid. og Upps. Erkebiskoper om Olafsskatten.
