for det første maatte blive i Norge som Biskop alene af Navn, uden noget Sæde[1]. Paa denne Tid synes det, som om de Indvandringer og Angreb af Skrælingerne eller de Indsødte, der omsider skulde tilintetgjøre den lille christne Colonie allerede tog sin Begyndelse. De kom vesten– eller nordvestenfra og hjemsøgte saaledes først den saakaldte Vesterbygd, der laa inde i Baffinsbugten, langt adskilt fra Hoved- eller Øster-Bygden i den sydligste Deel af. Landet. Disse deres Angreb var maaskee Aarsag i, hvad en enkelt Beretning for Aaret 1342 meddeler, nemlig „at Grønlands Indbyggere (her kan naturligviis kun Vesterbygdens Befolkning menes) faldt frivilligt fra Christendommen og begav sig til andre Egne af Amerika[2]“; hvormed det vel ogsaa staar i Forbindelse, hvad der fortælles i de islandske Annaler, at i 1347 kom et Skib fra Grønland med 18 Mand ombord, der var bestemt til Markland eller Nova Scotia, ind til Straumfjorden paa Island, efter at have mistet sit Anker i Havet[3]. Aarsagen til hiin sørgelige Tildragelse kan neppe have været nogen anden end den fuldkomne Hjelpeløshed og Fortvivlelse, hvori Vesterbygdens faa Indbyggere befandt sig. Man seer forresten deraf, at Sejladsen fra Grønland til Amerikas Østkyst endnu ikke ganske kan være ophørt. Lagmanden paa Grønland, der ogsaa synes at have fungeret som etslags Befalingsmand, sendte omsider Folk til Vesterbygden for at fordrive Skrælingerne, men da de kom did; fandt de, siges der, ikke et levende Menneske, christent eller hedensk; der var endnu noget vildt Kvæg og Sauder, hvoraf de tog og slagtede endeel, saavel til sin Underholdning som for at lade Skibene dermed til Hjemreisen; de bragte paa den Maade hjem saa meget, som Skibene kunde rumme. En af dem, der fulgte med paa dette Tog, var Presten Ivar Baardssøn, der selv var fød paa Grønland og i mange Aar bestyrede Biskopsgaarden i Garde; han har efterladt en vel meget kort, men saare merkverdig Beskrivelse over Grønland, og omtaler udtrykkeligt sin Deeltagelse i Toget, sigende, at han selv havde seet, hvorledes Vesterbygden formedelst Skrælingerne var ganske folketom, skjønt der endnu fandtes forvildede Heste, Køer,
- ↑ See isl. Annaler S. 260, Grønl. hist. Mindesm. III. 14; at Arne døde ved 1349 synes at kunne sluttes deraf, at der ved 1368 i Annalerne (s. 318) siges, at Grønland havde været uden Biskop i 19 Aar. Jfr. Grønl. hist. Mindesm. III. S. 30.
- ↑ Grønl. hist. Mindesm. III. S. 459. Notitsen, der sees at være hentet fra Annalhaandskrifter, som nu ere tabte, har aldeles Troværdighedens Præg. At her kun kan være Tale om Vesterbygden, sees deels af Ivar Baardssøns Meddelelser om dem, deels ogsaa slethen af den Omstændighed, at Østerbygden vedblev endnu at være befolket i 150 Aar.
- ↑ Isl. Annaler S. 272. Gr. h. M. III. S. 14.
