Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/333

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
315
1332–1344. Grønland og Færøerne.

Geder og Sauder[1]. Denne Ivar Baardssøn sees tidligere at have været Prest i Bergens Diøcese, thi der haves endnu et Anbefalingsbrev for ham, udstedt af Biskop Haakon i Bergen den 8de August 1341, paa hans forestaaende Reise til Grønland[2]. Biskopen anbefaler ham paa det Bedste og beder Alle paa det inderligste, at de, da han sendes i Biskopens og Kirkens Erinde til Grønland over et stormfuldt og stort Hav, ville baade paa Henreisen, under hans Ophold og paa Tilbagereisen behandle ham med Velvilje, hjelpe ham, naar han beder derom, og ikke tillade, at nogen fornærmer ham paa Person og Gods. Da Brevet er skrevet saa langt ud paa Aaret, tør det vel være uvist, om han kom afsted i samme Aar. I alle Fald maa han være kommen tilbage til Norge i 1343, da Pave Clemens den 18de Marts 1344 paa hans Ansøgning bevilgede ham et geistligt Beneficium i Bergens Stad eller Biskopsdømme[3]. Han maa saaledes endnu engang være dragen til Grønland for at tage fast Ophold der, og dette er neppe skeet førend noget efter hine Bevægelser i Aarene 1342–1347. Det er ej usandsynligt, at han kan være afsejlet med den Knarr, der, som det berettes, i 1346 kom fra Grønland, formodentlig til Throndhjem eller Bergen, i god Behold og med en meget riig Ladning[4].

Om Færøerne vides fra denne Tid intet andet, end at en ny Biskop, Haavard, indviedes i 1343 og døde 1348[5], saaat altsaa den i Aaret 1320 indviede Signar maa saaledes være død kort Tid før 1343. Stort mere veed man heller ikke om Hjaltland og Orknøerne. Disse to Øgrupper var fremdeles adskilte i administrativt og hørte kun sammen i geistligt Henseende. Der er allerede ovenfor berettet om den daværende urolige Biskop Villjam og Erkebiskop Eilivs Fremgangsmaade imod ham. Han deeltog, som det ligeledes er viist, i Provincialconcilierne 1320 og 1327. Hvor længe han levede, er ellers ikke bekjendt.

  1. Dipl. N. V. 152. Gr. h. M. III. S. 259.
  2. Sammesteds, S. 886–889.
  3. Regest. Supplicationum Clement. VI. ann. II. p. 2. fol. 161 verso. Ivars Navn er i de senere Afskrifter af hans Antegnelser (de findes kun i nyere Dansk) meget forvansket; som oftest seer man ham kaldet „Ivar Bere“. I en gammel engelsk Oversettelse fra Hollandsk, (der igjen er oversat fra Tydsk og dette fra Norsk, kaldes han „Ivar Boty“; l. c. S. 249, 259.
  4. Isl. Annaler, S. 270, Gr. h. M. III. S. 14.
  5. Isl. Annaler, S. 260 og 276. Han kaldes paa første Sted Hallvard, paa andet Haavard. At dette er rigtigt, sees deraf, at den gamle Biskopsfortegnelse i Cod. Arnamagnæan. 325 fol., aftrykt i Langes Tidsskrift V. 43–45, har „Gæfuardr“, øjensynligt Skrivfejl for „Hafvarðr, Hávarðr“.