rede havde, end i Frembringelsen af nye Verker. En af dem, der virkelig kan betragtes som Originalforfatter, er den føromtalte skaalholtske Biskop Jon Halldorssøn, hvis literære Virksomhed vi allerede have berørt. Store Fortjenester bar ogsaa Abbed Berg i Thingeyre, der, som vi have seet[1], bearbeidede Olaf Tryggvessøns Saga paa Modersmaalet efter Snorres, samt Munkene Gunnlaugs og Odds Forarbeider, de sidste i det latinske Sprog, ordnede Stoffet chronologisk, og sees overhoved tydeligt at have taget sig Snorre Sturlassøns særskilte Bearbeidelse af Olaf den helliges Saga til Mønster, uden dog altid at være heldig i sine chronologiske Combinationer, hvorvel det maa erkjendes, at de ere gjorte med megen Skjønsomhed. Den gamle Skaldekunst dyrkedes nu udelukkende paa Island eller af Islendinger og var heller ikke her længer egentlig Folkets Sag, men udøvedes af enkelte mere Dannede og Lærde som en temmelig sjelden og vanskelig Kunst, der krævede meget Studium[2]. Den af Folket mest yndede Poesi var nu de saakaldte Rimur, eller Bearbeidelser af baade historiske, nationale og fremmede Sagaer, Ridderhistorier, Æventvr, Legender o. a. d. i rimede Vers, lignende de saakaldte Kæmpeviser i Sverige, Danmark og Tydskland.
Om Grønland er der næsten ingen Optegnelser fra de Tider. At der fremdeles fra Norge var nogen Sejlads paa Grønland, sees af den forhen omtalte Strid mellem Biskop Audfinn og Erkebiskopen om Grønlandsfarernes Tiende[3]. Ligeledes have vi seet, at Sexaarstienden af Grønland temmelig tidligt blev betalt gjennem Erkebiskop Eiliv til Bernard de Ortulis; dette, tilligemed hvad der oplystes under hiin Strid, viser, at Nidaroos og Bergen var den grønlandske Handels Hovedsteder i Norge. Sexaarstienden og Rumaskatten blev alene betalt in natura, i et Slags Vare, der udgjorde en af Gjenstandene for Udførselen, nemlig Hvalrostænder[4]. Men at flere Aar maa have kunnet gaa hen, hvor intet Skib kom fra Norge til Grønland eller omvendt, sees deraf, at Erkebiskop Paal i Aaret 1343 kunde indvie Broder Jon Erikssøn Skalle til Biskop i Garde i den Tro, at Biskop Arne, der var bleven indviet 1314, var død, medens der dog siden erfares, at Arne endnu levede – han døde, som det synes, ikke førend i 1349 –, saa at Jon
- ↑ S. o. S. 309, jfr. Olafs S. h. helga, Christiania 1853, Fortalen S. XLIII. Olaf Tryggv. Saga ved Odd Munk, Christiania 1853, Fortalen S. XVII.XVIII.
- ↑ Om den ypperlige Skald, det religiøse Kvad „Lilja’s“ Forfatter, Munken Eystein Asgrimssøn, vil der i det følgende blive fortalt udførligere.
- ↑ See ovf. Side 78, 79.
- ↑ Om den grønlandske Tiende eg Rumaskat, see ovf. S. 98, 109, jfr. Grønlands historiske Mindesmerker til. 112, 113. Men ogsaa Erkebiskopen betalte i Sexaarstiende for sit Distrikt 24 Hvalrostænder, der formodentlig maa være komne fra Grønland.
