fød Søn, da skal det fare efter ret og gammel Konge-Arv i Norge; men hender det, at Junker Erik, hans Broder, som efter sin Faders og hele det svenske Rigsraads Anordning skal velges til Konge i Sverige efter sin Faders Frafald, vil eller agter at trenge sig til Norges Rige, medens Kong Haakon eller dennes egtefødte Søn er i Live, da skulle de, som det sømmer sig for dem efter deres Heder, sette sig mod ham med al sin Magt, og ligeledes, hvis Kong Haakon vil trenge sig til Sverige, skulde de heri aldrig hjelpe ham. Skulde det og hende sig, at begge Brødre eller den ene af dem med Udlendingers Hjelp vil bryde denne deres Faders Anordning og trenge sig hver til den andens Rige, da skulle begge Riger hjelpe hinanden saa ofte, som behøves, for at denne deres Faders Anordning kan holdes ubrødeligt, begge Rigerne til evindelig Fred[1]. Skulde Kong Magnus faa flere Børn, da skulle de hjelpe disse til at faa hver sit Land og Lunnende efter Loven og Landets Ret og vedtagen Sedvane i begge Riger, og saaledes at den af Brødrene udlegger mest til sine Syskende, som har det største og mægtigste Land“.
Vi see for det første heraf, at Kongens Brev, der nu savnes, maa have indeholdt en Bestemmelse om, hvilke Landskaber og Byer den til Kong Haakons Underholdning henlagte Deel af Riget indeholdt en Bestemmelse, der maaskee og har været optagen i Prælaternes, nu tabte Brev. Dernæst findes her det Tillæg, at der efter Kong Haakons Død skal forholdes efter den rette gamle Konge-Arv, hvoraf man altsaa seer, at Udstederne have fundet det nødvendigt at indføre etslags Forbehold mod den Afvigelse fra den sedvanlige Konge-Arv, som skete derved, at Kongens yngste Søn blev Konge fremfor den eldre. Men desforuden synes Tillægget „den rette gamle“ at vise, at man her udtrykkeligt har villet have den nyere, af Kong Haakon Magnussøns indførte, Tron-Arvefølge tilsidesat, og derimod den eldre, bestemt af Kong Magnus Haakonssøn, igjen erklæret for den gjeldende, hvilket og bekræftes der af, at vi endnu i de fleste Afskrifter af Norges Landslov, der dog saagodtsom alle ere yngre end Arveloven af 1302, alligevel kun finde den eldre, fra Kong Magnus’s Tid, indført, og heller ikke udeladt i de faa, hvor den yngre er optagen, men indført paa sit Sted i Loven, medens den yngre mere er tilføjet som etslags Anhang[2]. Endelig findes heller ikke i de øvrige Forsikkringsbreve den Bestemmelse, at den af Brødrene, der fik det største og mægtigste Rige, skulde bidrage mest til de andre Syskendes Underholdning. Dette maa vel saaledes være
