rende frem og lagde sit indflydelsesrige Ord i Vegtskaalen. Det er ikke usandsynligt, at det var denne Sag, som Kongen allerede Aaret forud havde villet have behandlet ved det paatænkte Kirke- og Rigsmøde i Kongehelle, der ikke blev af, formodentlig paa Grund af Krigstilstanden. Nu saa det fredeligere ud, og derfor var der intet til Hinder for, at et saadant Møde kunde holdes. Sandsynligviis havde vel ogsaa de fleste Herrer, som her vare tilstede, allerede været i Helsingborg og deeltaget i Freds-Forhandlingerne, idetmindste dem med Stæderne, der ligesaa meget vedkom Norge, som Sverige. Om forresten ogsaa Prælaterne, der ligeledes maa have været samlede, just afgav Møde paa Vardberg, og ikke snarere i Oslo, eller Kongehelle, indenfor Landets Grændser, er vanskeligt at sige, men man kan med temmelig Sikkerhed slutte fra, hvad der siden fandt Sted for Sveriges Vedkommende, at de fleste Biskoper eller deres Fuldmægtige, saavelsom Abbeder og andre Klosterforstandere samt Fuldmægtige for Domcapitlerne maa have været samlede etsteds og under eet afgivet. deres Samtykke til Foranstaltningen skriftligt[1]. De verdslige Herrer var Erling
- ↑ Naar det nemlig i de verdslige Herrers Brev af 15de August heder: „saaledes som Kong Magnus’s og Norges Riges Prælaters Breve angaaende denne Sag nøjere forklare og antyde“, da betegner dette aabenbart ikke, som Enkelte have antaget, at Kong Magnus tidligere skulde have raadført sig med Prælaterne, men alene at baade Kongen selv og Prælaterne omtrent samtidigt med de verdslige Herrer have udstedt særskilte Breve om denne Sag, hvilke maaskee, især Kongens, kunne have været noget udførligere. Aldeles paa samme Maade have sikkert de svenske Prælater og verdslige Herrer tre Maaneder senere i Vardberg udstedt deres Breve vedkommende Eriks Ophøjelse raa Tronen, af hvilke dog kun Prælaternes er os opbevaret. Dog tør det vel hende, at Prælaternes Brev er blevet et Par Dage tidligere udstedt, især hvis de norske Prælater ej samledes i Vardberg, og at
fornemme Mænd af Riget var komne overens om, at de skulde indgaa Egteskab til Vedligeholdelse af Fred og Enighed mellem begges Nærmeste og deres Tilhængere, og til at forebygge de Farer, der vilde opstaa for hele Riget, dersom der blev Splid mellem dem, havde de begge trolovet sig i Forventning af Dispensation. Det siges her, at de var beslægtede med hinanden i 4de Grad, og dette maa naturligviis og forholde sig saaledes, da de ellers ej havde behøvet at søge Dispensation; men dette Slægtskab kan dog nu ikke paavises. Thi det paaviselige, fra den fælles Stamfader Baard Guthormssøn, (nemlig Baard – Skule Jarl – Droning Margrete – Kong Magnus – Kong Haakon – Agnes – Sigurd Hasthorssøn, og Baard – Ingebjørg paa Thornberg – Erling Alfssøn – Ingebjørg Erlingsdatter – Elin Thoresdatter – Ingebjørg Erltngsdatter) er endog efter den canoniske Regnemaade 6te og 5te Led. Noget nærmere kommer man ved Rækken: Kong Haakon Haakonssøn – Cecilia, gift med Hr. Gregorius Andressøn – Andres – Gyrid – Erling Vidkunnssøn – Ingebjørg; men selv dette giver femte Led i begge Linjer. Der maa altsaa være endnu et tredie nærmere, nu ubekjendt Slægtskabsbaand. I Pavebrevet siges Sigurd at høre til Oslos, og Ingebjørg til Nidaroos Diøcese; altsaa regnedes Erlings Hjem da enten for Bjarkø eller Giske.
