at der saaledes dengang i Nestved har været holdt en ny Fredscongres. Faa Dage efter, den 5te Februar, sluttede ogsaa Hertug Valdemar Fred med Greverne Henrik og Claus i Sønderborg; formodentlig blev han da sat paa fri Fod[1].
Der manglede altsaa nu kun, at Kong Valdemar overgav saavel de eldre Brevskaber over Skaane m. m., hvilke han havde i sit Verge, som de sidst forfattede og vedtagne, til Kong Magnus i beseglet Stand. Dette skete vel ogsaa omsider, men det varede dog en god Stund dermed. Om Valdemar herved har haft listige Hensigter, eller om kun tilfældige Omstændigheder hindrede det, er vanskeligt at sige. I alle Fald blev dog Freden nu ikke paa lang Tid forstyrret mellem Rigerne.
Imidlertid havde ogsaa Magnus bragt det vigtige Spørgsmaal om Tronfølgen og begge Rigers fremtidige Adskillelse fra hinanden foreløbigt paa det Rene. Et Raadsmøde blev i den Anledning for Norges Vedkommende holdt paa Vardberg den 15de August. Hvorledes dette Møde har været forberedet, og hvorledes Kongen omsider blev dreven dertil, det vides ikke. Man kan alene skjønne saa meget, at de Høvdinger, der tidligere stod i Spidsen for Oppositionen, nu ere blevne de raadende, siden vi netop see dem at udgjøre Fleertallet blandt de verdslige Raads-Herrer, der deeltog i Mødet. Heller ikke er det uden Betydning, at Hr. Erling og Sigurd Hafthorssøn nu havde sluttet sig nærmere sammen, idet Sigurd om Høsten 1342 havde egtet hans Datter Ingebjørg[2]; dette bidrog vel og til, at Erling nu traadte mere afgjø-
- ↑ Schl. Holst. Lüb. Urk. B. II. 100. (S. 115).
- ↑ Den 29de Sept. 1342 er den Skrivelse fra Pave Clemens d. 6te dateret, hvorved Dispensation meddeeltes dem til at gifte sig med hinanden, uagtet Slægtskab. (Reg. comm. Clem. VI. an. I. p. 9. fol. 193, ep. 86, jfr. Regesta supplicationum Clem. VI. ann. I. p. 1. fol. 222). Brevet er henvendt til Biskop Salomon i Oslo. Erkebiskopen af Nidaroos og Biskop Hallvard paa Hamar, heder det, havde i et Andragende til Paven yttret, at da begge de unge Folk hørte til de højbyrdigste i Riget, og nogle andre højbyrdige og
henføres til 1341. I Brevet omtales først (S. 18) Freden som „firmæ pacis sinceritas et indissolubilis concordiæ stabilitas, ganske som i Overeensk. af 18de Novbr. (S. 215, L. 12); dernæst heder det længere nede: item quod ceteri milites et militares, o. s. v. og regnicolæ nostri conditionis cuiuscunque o. s. v. næsten ganske som i Overeensk. af 2den Aug. (S. 181, L. 17–11 fra neden), hvorved kun maa bemerkes, at her, formodentlig ved Trykfejl, staar constar istedetfor consimiliter, medens det samme Ord i den udaterede Tractat ved Fejllæsning af den gamle Afskriver er blevet til consilijs.
