Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/306

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
288
Magnus Erikssøn.

have kunnet være der, men maa have begivet sig til Halland eller andensteds i Sverige. Paa samme Tid blev Biskop Sven i Aarhuus, der endnu havde Sjøborg i sit Verge, fangen af Holsterne paa en Reise tilligemed Jakob Paalssøn Decanus i Roeskilde (31te Decbr.)[1]. Men dette var egentlig heldigt for Valdemar. Thi heraf tog han, som man i seer, Anledning til at bemægtige sig Sjøborg. Der kom strax efter en Fred istand mellem Kongen og Grev Johan, den 29de Januar, i Nestved, hvorved denne formodentlig gav Afkald paa al den Ret, han ifølge i tidligere Tractater havde til Kalundborg og Sjøborg[2], og da det tillige, som det synes, var en Betingelse, at Biskopen og Decanen skulde sættes paa fri Fod, (man seer nemlig, at de strax efter virkelig vare frie), ansaa vel Valdemar sig berettiget til at beholde Sjøborg som etslags Godtgjørelse. Thi vist er det, at han fra nu af beholdt det. Ved denne Lejlighed synes ogsaa en særegen Overeenskomst at være sluttet med Hertuginden eller hendes Fuldmægtig om de samme Slotte[3], og hertil hører da vistnok ogsaa et udateret Brev af Kong Valdemar, hvori han atter bekjendtgjør med samme Ord som i Brevet af 18de November, at han har sluttet en uopløselig Fred med Kong Magnus, gjentager Ord til andet det i Overeenskomsten af 2den August givne Løfte, at alle Kong Magnus’s Undersaatter skulle frit og uforkrænket nyde de Ejendomme og Rettigheder, som de besidde inden den danske Krones Omraade, erklærer, at alle Stridigheder mellem ham og Herrerne Johan og Claus af Werle ere hævede, tilsikkrende disse deres Arvebesiddelser i Danmark, og erklærer, at hvis han ikke ubrødeligt overholder de af ham til Hertuginden og de holstenske Grever indgaaede Forpligtelser, da er Kong Magnus berettiget til, saaledes som før, at understøtte disse og forhjelpe dem til sin Ret[4]. Heraf skulde man formode, at Valdemar ved samme Lejlighed ogsaa har sluttet Fred med de øvrige holstenske Grever samt Herrerne af Werle, og

    den under sie en holste deme anderen af; also wart des koninghes macht al entelen grotere in Selande. I Chron. i Scr. R. D. III. 524 henføres Kongens Erhvervelse af Kalundborg til 1344; dette kommer vel deraf, at Besettelsen, ligesom de fleste Krigsbegivenheder paa Sjæland i 1343, skete saa sildigt paa Aaret, at Chronisten neppe erfarede den førend i det næste, eller at maaskee Erhvervelsen i 1343 først er bleven bekræftet med den Tractat, hvorved Hertuginden, hvad der ej kan betvivles, har givet formeligt Afkald derpaa.

  1. Chron. i Scr. R. D. VI. 524
  2. See Schl. Holst. Lauenb. Urk. B. II. 99 (S. 114), hvor Grev Johan i sit aabne Brev om Sikkerheden for Fredens Overholdelse omtaler en fuldstændig Fredsslutning, der var kommen istand mellem ham og Kongen.
  3. Huitfeld, S. 472, omtaler udtrykkelig en saadan Overeenskomst.
  4. See det føromtalte udaterede Brev, Dipl. Sv. 3604, som her gjetningsviis