Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/299

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
281
1343. Fred med Stæderne.

stykker, er tabt. At Medlemmer af Norges Raad maa have været tilstede ved Underhandlingerne, ligger baade i Sagens Natur, og bestyrkes desuden deraf, at vi umiddelbart efter see flere af dem i Vardberg for at raadslaa om Unionens fremtidige Opløsning, saaledes som det nedenfor skal berettes. I alle Fald synes det utvivlsomt, at hvis der – som man vel maa antage – ligger nogen Sandhed til Grund for de islandske Annalers ovenfor berørte Forestilling, at Bjarne Erlingssøn ledsagede Kongen paa et Tog til Danmark og udmerkede sig ved at overvinde en tydsk Ridder i Dystridt, til Kongens store Glæde, da var det ved denne Lejlighed, da Kongen sikkert efter sin sedvanlige Viis i den lange Tid, Underhandlingerne varede, fornøjede sig og de fornemme tydske Herrer, der vare tilstede, med alskens Fester og Lystigheder af dette Slags. Bjarne stod vel nu saa meget højere i Kongens Gunst, som han formodentlig havde viist Kjekhed i Striden med Tydskerne i Bergen, og vi sinde, at han ogsaa paa denne Tid benaadedes med Sysselmands-Embedet i Jemteland, uden dog, som det lader, at være nødsaget til at tage stadigt Ophold der[1]. Kun Skade, at det ingensteds siges, hvo den fornemme Dame var, som Kongen gav ham til Egte[2].

  1. At Bjarne i Juni 1344 var Sysselmand i Jemteland, sees af Brevet i DipL N. III. 225, Dipl. Sv. 3794, hvor Lagmanden og Sigurd Eindridessøn, Hr. Bjarne Erlingssøns Ombudsmand i Jemteland, fra Refsund d. 7de Juni indberette et Drabsforhør. Men at han allerede var det om Sommeren 1343 og tillige overvar Forhandlingerne i Helsingborg, bestyrkes deraf, at Kong Magnus i Helsingborg den 4de Juli 1343 fra Helsingborg udstedte en Befaling til Bønderne i Brekke Sogn i Jemteland om at udrede den af Kong Sverre fastsatte Told til Kongens Capel i Sunde, Dipl. N. III. 220, Dipl. Sv. 3713); thi der bliver overvejende Sandsynlighed for, at det netop var Bjarne, som udvirkede og modtog Befalingen, især da Kongen byder Lagmanden og Lensmanden, ikke Sysselmanden, at sørge for dens Efterlevelse, hvilket viser, at Sysselmanden selv ej da var tilstede i Landskabet.
  2. Uagtet det her næsten maatte ansees forgjeves endog at ville gjette paa nogen, kan jeg dog ej tilbageholde den Formodning, at denne Dame kunde have været den forhen omtalte Fru Herdiis Thorvaldsdatter, Enke efter Fehirden Svein Sigurdssøn, og ganske vist en af de rigeste og fornemste Damer i Landet. Thi at hun blev gift efter Sveins Død, seer man noksom deraf, at hun i sine senere Aar kaldes „Frue“, hvilken Titel hun ikke kunde faa efter Svein, som ej var Ridder, (see navnlig Dipl. N. L 220, hvor Herdiis som Enke efter Svein kaldes slet og ret „Herdiis Thorvaldsdatter“), hvilket Bjarne derimod var ved sin Død 1353 eller 1354 (see Dipl. N. II. 323). Hertil kommer, at Fru Herdiis netop sees at optræde paa egen Haand, som Enke, i 1355, kort efter Bjarnes Død (see Dipl. N. III. 284). Som Datter af Hr. Thorvald Thoressøn og Hr. Hafthor Jonssøns Syster Fru Ragndid Jonsdatter var Herdiis sikkert saaledes indforlivet med Landets fornemste Ætter, at hun nok kunde kaldes Kongens Frændkone, da han længere eller fjernere var beslegtet