hvorefter Russerne strax hugg Hovedet af ham[1]. Endelig kom dog Freden mellem Kong Magnus og Stæderne istand paa følgende Vilkaar:
1. Al den Skade, begge Parter under Krigen har tilføjet hinanden indbyrdes, skal gaa op imod hinanden og ansees som ikke skeet, hvorimod den Overlast, som Kongens Mænd har tilføjet Stæderne, efterat han har kunnet meddele sine Befalingsmænd i Sverige og Norge Underretning om Beslutningen af 13de October 1342 og Stridens Voldgivelse under Grev Günther og Fyrst Albrecht, skal fuldstændigt godtgjøres.
2. De paa begge Sider gjorte Fanger skulle strax frigives, hvis Vedkommende ej have sluttet nogen privat Overeenskomst om deres Løskjøbelse, thi isaafald skulle alle deslige Overeenskomster staa ved Magt[2].
3. Alle nye Paafund og Bestemmelser, indførte af Fogder og Embedsmænd i Sverige og Skaane mod ret og gammel Sædvane, skulle ganske afskaffes, og alle tidligere samme Stæder tilstaaede Privilegier sammesteds skulle fremdeles blive i Kraft[3].
Som Vidner nævnes Erkebiskop Peter af Lund, Fyrst Albrecht og Stædernes Gesandter, nemlig Henrik Pave, Hermann v. Wickede og Hans Klingenberg fra Lübeck, Hans Ritter og Hellingbern v. Hetvelde fra Hamburg, Ludolf fra Gotland (Visby), Hermann Lyse fra Rostock, Jørgen Wittenbeke og Henrik v. Sulten fra Wismar, Sigfrid og Tidemann Witte fra Stralsund, og Eberhard v. Letzeniz og Hermann v. Essen fra Greifswalde. Besynderligt nok er det, at Norge ved denne Lejlighed slet ikke nævnes, uagtet det er vistnok, at Freden ogsaa sluttedes for Norges Vedkommende. Man maa derfor antage, at der har været udstedt et eget Fredsinstrument omtrent af samme Indhold for Norge, men som i Tidens Løb, ligesom saa mange andre af Norges offentlige Act-
- ↑ Dipl. Sv. 3672. Det er besynderligt nok, at uagtet dette Document, hvortil Originalen opbevares i Rostocks Archiv, ogsaa indeholder Stædernes Klager over Kongens Embedsmænd, nævnes der her i disse kun om den foregivne Overlast, de havde lidt paa de skaanske Markeder, medens Norge, og hvad de der havde at besvære sig over, slet ikke berøres. Klagen henføres i Dipl. Sv. til samme Tid, som de foregaaende, der indgaves fra Stæderne i December 1342, men naar man tager i Betragtning, at det maa have taget en god Tid, førend Kong Magnus erfarede noget om Stilstanden og Fredsmødet i Rostock, er det ikke sandsynligt, at han saa tidligt som først i Decbr. kunde indgive sin Klage; det er rimeligere, at dette skete ved den nye Congres i Helsingborg.
- ↑ En saadan Overeenskomst i Lüb. Urk. B. II. 760, samt Dipl. Sv. 3673 efter Lübecks „Nieder Stadtbnch“, hvoraf man erfarer, at Johan Tuckeswert fra Sverige i 1342 skyldte Staden 200 Mk. Peninge som Løsesum fra Fangenskab.
- ↑ Lüb. Urk B. II. 771. Dipl. Sv. 3718. Et Udkast findes ogsaa i Lübecks Archiv (Tresen), Urk. B. 760, Dipl. Sv. 3717.
