ing fra Norge. Men snart blev igjen de afbrudte Underhandlinger mellem Kongen og Stæderne optagne, fremdeles, som det lader, under Albrecht af Mecklenburgs Megling. En ny Fredscongres berammedes til St. Hans-Aften 1343 i Helsingborg, hvor saavel Kong Magnus, som Fyrst Albrecht, Gesandter fra Stæderne, Erkebiskopen i Lund og omsider Kong Valdemar med flere danske Prælater og Herrer samledes. Hvorvidt alle indtraf til den bestemte Tid, er uvist; Kong Valdemar synes i alle Fald ej at have kunnet været der faa tidligt som de øvrige; men Magnus var der allerede den 28de Juni, paa hvilken Dag han tog tre andre mecklenburgske Fyrster, Greverne af Schwerin, i sin Beskyttelse og for en aarlig Løn af 200 Mk. Sølv i sin Krigs-Tjeneste[1]. Underhandlingerne maa have været temmelig langvarige, og nogle skriftlige Kæremaal, som begge Parter, baade Kongen og Stæderne, sees at have fremsat i Liighed med hvad der skete ved Congressen i Rostock, synes her at have været indgivne. De Klager, som Kongen nu fremsatte over Tydskerne, eller, som han her kalder dem, Hensebrødrenes, Opførsel i Norge, viser noksom, hvilke Voldsomheder de plejede at tillade sig, om man vel end maa fraregne et eller andet som Overdrivelse. „Naar de komme til Norge“, heder det, „og lande i Havnene, prygle, saare og dræbe de Folk, og reise saa igjen sin Vej uden at kære sig om at staa Kongen til Rette eller give de Fornærmede Erstatning. Hvor de legge til Land, tage de Huse og Bygninger, der tilhøre Kongen eller andre, og bruge dem til Brendsel uden at spørge Nogen ad. Saavel til Sverige som til Norge have de forhindret al Udførsel af Fødevarer, undtagen bedervet Øl, daarligt Meel og forfalsket Humle, medens de derimod fra Sverige, Norge og Skaane føre baade Korn og andet, som de finde tjenligt. De foragte og oversee alle de tydske Mænd, der have bosat sig i Norge, ja i Sverige endog dem, som før hørte til deres eget Samfund, saa at de aldrig tilstede dem Adgang til sine Selskaber eller venskabelige Sammenkomster“. Dette skete naturligviis forat afskrække deres Landsmænd saa meget mere fra at nedsette sig i Norge eller Sverige og antage norske eller svenske Interesser. Der klagedes endvidere over, at de mod Pavens Forbud førte Vaaben, Klæde, Salt, Jærn og Sild m. m. til Russerne, og søgte at føre Kongens Undersaatter, der var bragt som Fanger til Novgorod, i Ulykke, udgivende dem for Sørøvere, der kun arbeidede paa at ødelegge hele Samfundet af de Kjøbmænd, der besøgte Novgorod og Rusland; slap man dem løs, vilde man kunne mistvivle om Fred: derved befordrede de disse Fangers Undergang, ja, da en medlidende Kjøbmand havde givet Fangerne Penge til Mad og Klæder, jagede hine ham ud fra sit Samfund,
- ↑ Styffe, Bidrag, S. 15. 16. No. 10. 11.
