som Kong Magnus, Greverne og deres Tilhængere havde tilføiet dem[1]. Kong Magnus erklærede sig vel, saasnart han erfarede hvad der var vedtaget, villig til at erkjende Voldgiften og gav sine Ombudsmænd i Sverige og Norge Befaling til at holde inde med alle Fjendtligheder[2], dog skete dette rigtignok saa seent, at endnu i det følgende Aar tvende tydske Skibe med Mandskab og Ladning opbragtes af Nordmændene[3], og lignende Ting har vel og fundet Sted i de svenske Farvande. Dette, saavelsom de Overtrædelser af Stilstanden, som de holstenske Slotsfogder i Danmark tillod sig, har vel for en Deel været Aarsag i, at Freden ej strax kunde komme istand. Først forlagdes Kjendelsens Afsigelse fra Rostock til Stralsund; her blev heller intet af, men der berammedes en ny Sammenkomst til Rostock, hvortil Stæderne ogsaa sendte fine Sendebud; men da kort efter Henrik af Reisach døde, gik alt overstyr, og ingen Kjendelse blev afsagt. Greverne og Stæderne selv for deres Vedkommende fandt vel bedst Regning ved at holde Fred, men „Herrernes Mænd“, som de kaldte dem, nemlig de forskjellige Befalingsmænd paa Slottene, der egentlig betragtede sig som uafhængige, da de fordetmeste selv havde Panteret til Slottene eller Deel i Panteretten, begyndte at plyndre og røve som før, saa at Tilstanden var yderst beklagelig[4]. Paa Sjæland, siges der, røvedes Kvæget og dræbtes Bønderne saavel af Danske som Tydske, Staden Køge blev opbrændt, og flere Byer haardt medtagne. Ogsaa mellem de svenske Befalingsmænd i Finland og de Danske i Estland førtes der Krig, indtil de her paa egen Haand sluttede Stilstand i Reval den 24de Mai[5]. Kong Valdemar passede imidlertid sit Snit, idet han enten med det Gode eller det Onde fik indløst Nykjøbing Slot med Falster[6]. Nu, heder det, tænkte Magnus paa nye Rustninger imod Danmark og opbød Led-
- ↑ See Lüb. Urk. B. II. 755–759, 1083.
- ↑ See Fredsinstr. af 17de Juli 1343.
- ↑ Dette berettes i de islandske Annaler S. 262.
- ↑ Detmar, l. c. „De greve unde de stede bleven vort bi deme vrede, de belovet was; over de heren balsturighe man helden quaden vrede; roven, stelen, bodenstulpen ghemene wart; stede unde land vorarmeden sere“. At Lübeck kort efter Stilstanden afskedigede sine Lejetropper, seer man af Brevet af 18de Decbr. 1342, Lüb. Urk. B. 761, hvor Knaperne Markvard og Harnait af Sagentz qvittere for deres Tilkommende for i dette Aar at have tjent Staden med 24 hjelmede Mænd og 30 „Rennere“, samt skilles i Minde og med Venskab. Ligeledes den 6te Januar Ridder Henrik af Saldern og Knapen Beyer af Rotzing med 32 hjelmede Mænd (Urk. B. II. 764), og den 2den Febr. Knarren Wedege Bugenhagen, Degenhard Bugenhagen og Walter af Pentze med 14 hjelmede Mænd (smst. 767).
- ↑ Dipl. Sv. 3698.
- ↑ Huitfeld, S. 485 jfr. Suhm XIII. 64, siger, at Indløsningen skete fra Grev Johan.
