Hopp til innhold

Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/295

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
277
1342. Fredsunderhandlinger.

Ved denne Lejlighed, eller maaskee allerede før Slaget, lader det til, at Kong Magnus er kommen i Besiddelse af hiint føromtalte Steentaarn ved Kjøbenhavn, nemlig ved at lade den for Slaget optagne svenske Besætning forblive der, og derhos at tilkjøbe sig den Panterettighed, som Høvedsmanden Markvard Stove havde dertil[1]. Om der virkelig holdtes noget Møde i Vordingborg (eller Vardberg?), findes ikke berettet: det er muligt, at dette nu ansaaes overflødigt, efter at Stæderne havde begyndt at underhandle, siden man finder, at begge Konger ogsaa sluttede sig til disse Underhandlinger, og deeltog, eller skulde deeltage i Stilstanden af 13de October, saaat den berammede Dagthingning i Rostock fik Charakteren af en almindelig Fredscongres, idet der bestemtes, at ligesom de tre nysnævnte keiserlige Herrer skulde kjende i Striden mellem Kong Valdemar og Stæderne samt Greverne, saaledes skulde den ene af disse, nemlig Grev Günther, tilligemed Albrecht af Mecklenburg, afgjøre Striden mellem Kong Magnus og Stæderne[2]. Herom udferdigedes nu mange gjensidige Stilstandsbreve, og navnlig indestod Grev Henrik og Markvard Stove den eldre for, at Kong Magnus vilde underkaste sig de tvende Fyrsters Dom[3]. Den egentlige Hovedmegler mellem Kong Valdemar og Stæderne synes netop ikke at have været nogen anden end Albrecht af Mecklenburg, hvis Svogerskab til Kong Magnus ogsaa dertil gjorde ham fortrinligt skikket, og som af Lüberkerne lod sig godt betale for sin Umage[4]. Men det lader til, at Kong Magnus ikke erfoor hiin Bestemmelse, førend det var for seent (s. nedf. S. 278), ligesaalidet som der tales om nogen Voldgiftsdom umiddelbart mellem ham og Kong Valdemar. Derfor er det heel sandsynligt, at Modet i Vordingborg ligefuldt har fundet Sted, idetmindste mellem Befuldmegtigede fra begge Konger, og at en Stilstand har været sluttet, uafhængig af hvad der skulde forhandles paa den store Fredscongres.

Denne kom dog ikke ret i Gang, skjønt idetmindste Stæderne forberedede sig ved at opsette udførlige Fremstillinger over al den Skade,

    forestaaende Møde i „Vorchingborg“, skulde man snarere tænke paa Vardberg, der oftere forvexles dermed, især da Afskriften er temmelig daarlig.

  1. Vi finde nemlig i senere Breve, der ogsaa her ville blive omtalte, at Kong Magnus havde tilkjøbt sig Taarnet for de samme 7000 Mk. Sølv, hvorfor den var pantsat til Markvard, og omsider udleverede det til Kong Valdemar til Liqvidation for et ligesaa stort Beløb af hans Gjeld til denne.
  2. Dipl. Sv. 3657, Lüb. Urk. B. II. 752.
  3. Dipl. Sv. 3658, Lüb. Urk. B. II. 753.
  4. Lüb. Urk. B. II. 754; Albrecht bevidner her i Rostock d. 7de Nov. 1342, at af de 200 Mk. S., som Lübeck har lovet ham for hans Megling, er 154 betalt til hans Cantsler Berthold.