to Maaneder neppe blev gjort to Udfald mod Fjenderne[1]. Under disse Omstændigheder fandt Lübecks Borgere og Raad sig, saa liden Lyst det end havde, nødsagede til at lytte til Grev Henriks Fredsforslag og den 13de Oct. at indgaa en Stilstand samt Overeenskomst om, at Striden mellem alle Stæderne, tilligemed Kong Valdemar paa den ene Side og Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard paa den anden, skulde afgjøres ved Voldgift af de blandt Keiserens og Markgrevens Raader, der nu var i Lübeck, navnlig de nysnævnte trende Herrer, Günther af Schwarzburg, Henrik af Reisach og Hans v. Buch, der skulde samles den 6te December i Rostock for at høre begge Parters Forestillinger og have afsagt Kjendelsen til næste Aars Helligtrekongersdag[2]. Imidlertid var ogsaa Kong Magnus paa sin Side traadt i Underhandlinger med Kong Valdemar, og det endog, som det synes, tidligere end med Stæderne. Saavidt man kan skjønne, henhører nemlig til denne Tid et Stilstandsforedrag, hvorved der foreløbigt bestemmes Vaabenhvile til 13de December og berammes et Fredsmøde til den 25de November i Vordingborg (eller Vardberg?), med den Forpligtelse for begge Parter, at hvis Stilstanden her forlænges til næste Aars Pints, da skal den holdes mellem Kong Valdemar paa den ene Side og Kong Magnus og Hertuginden samt Greverne Johan, Henrik, Claus og Gerhard m. fl. paa den anden, hvorhos Kong Magnus imidlertid ikke skal gjøre Fordring paa at faa de Breve udleverede i beseglet Stand, som Kong Valdemar tidligere skulde have udferdiget, medens derimod Kongens og Hertugindens Mænd 7 skulle faa deres Ejendomme paa Sjæland, der var dem berøvede, tilbage, alt under Forløfte af Markgrev Ludvig af Brandenburg, for hvis Erhvervelse Marsk Frederik v. Lochen og Benekin Wulf foreløbigt borge[3].
- ↑ Detmar, S. 254. Han siger, at de fremmede Herrer og Krigere kom til Lübeck ej længe efter næste Dag efter Bartholomæi (25de Aug.), men af de nysnævnte Skrivelser fra Grev Henrik udenfor Segeberg sees det, at de allerede da var ankomne, eller idetmindste af ham troedes at være ankomne; han anstaar Tallet paa Krigerne til „400 hjelmede Mænd“.
- ↑ Skrivelsen, hvorved Hertugerne og Stæderne underkaste sig Voldgiften, see Lüb. Urk. B. II. 750. Den findes i to Exemplarer, hvoraf det ene ogsaa var bestemt at skulle besegles af Kong Magnus som Forlover, men denne Besegling er ikke paafulgt, see Lüb. Urt. B. II. S. 695, jfr. Dipl. Sv. 3659, 3660. Detmar (S. 254) sigter uden videre de tre Voldgiftsmænd for at „ramme Grevernes Bedste“. Grev Günther, siger han ogsaa, „heten de greven ohm van ereme older sibbe“.
- ↑ See det udaterede Brev No. 3595 i Dipl. Sv., hvorom der tildeels ovenfor er talt S. 271. Not. 4. Her optræder Grev Johan som Kong Valdemars Modstander, og dette kan ej være Tilfældet førend efter Fejden i 1342, saaat Brevet e neppe med Rette kan henføres til 1341. Desuden, naar der her tales om et
