søn, hvad enten han nu var udnævnt til Sysselmand i Staden eller sendt derhen alene i dette Erende; men det skete med megen Blodsudgydelse, da der fortælles, at Bjarne lod en Mængde Tydskere i Bergen dræbe[1]. Formodentlig have Lübeckerne sat sig til Modverge, og faaet Hjelp af de øvrige Tydskere, maaskee endog Sutererne, ligesom før, saa at det er kommet til et formeligt Slag i Byens Gader, hvorved dog de Tydske tilsidst have maattet bukke under. Lübeckerne gjengjeldte naturligviis alt dette med lignende Fremferd mod Magnus’s Undersaatter, hvor de kunde komme til. Det haardeste Stød for dem var, at de nu nødvendigviis udestængtes fra de rige Fiskerier og Markeder i Skaane. Da Fiske-Tiden kom, begav de lübeckske og hamburgske Kjøbmænd, tilligemed mange andre, sig over til Kjøbenhavn, opfordrede dertil af Kong Valdemar, der nu havde begyndt at belejre Steentaarnet ved Havnen, hvilket endnu Holsterne under Markvard Stove den eldre havde inde. Formodentlig ventede han sig god Hjelp af Kjøbmændene, og denne udeblev heller ikke[2]. Kong Magnus, der imidlertid havde begivet sig til Vardberg, sendte Holsterne Hjelpetropper, og ligeledes kom Høvdingen paa Vordingborg Slot, Markvard Stove den yngre, til med sine Folk; men Frederik v. Lochen med sine tydske og danske Krigere, understøttet af Kjøbmændene, angreb den svensk-holstenske Hær saa eftertrykkeligt, at den leed et fuldstændigt Nederlag; Markvard flygtede, 350 svenske anseede Krigsmænd skulle være faldne, og Sejrherrerne gjorde en Mængde Fanger, som sendtes til Lübeck i Forvaring 26de (Juni 1342)[3]. Men da idet-
- ↑ Isl. Annaler, ved 1342.
- ↑ See Detmar, l. c. Heraf, saavelsom af de senere Forhandlinger om Kjøbenhavn, navnlig Kong Valdemars Forsikkring af 2den Aug. 1343 (Dipl. Sv. V. S. 180), seer man, at Kjøbenhavn foruden Slottet, der nu var i Valdemars Verge, ogsaa havde det føromtalte Steentaarn ved Havnen, besat af Holsterne.
- ↑ See Detmar, l. c., samt Chron. af 1357 i Scr. R. D. VI. S. 524; her angives Dagen, og siges der desuden, at af de Svenske faldt Hallvard Pilt samt Magnus og Aage Kempe. Ogsaa den schweizerske omtr. samtidige Chronist Johan af Winterthur (Joh. Vitoduranus) veed at fortelle om dette Slag, aabenbart gjennem tildeels overdrevne Beretninger af tilbagevendte Bairere og Schwabere, at Kongen af Danmark med 300 Galejer, i et Slag mod Kongen af Sverige, feldte 350 Høvdinger foruden en Mængde Menige, og at Herren af Lochen med sine Stridsfeller formedelst dette Drab (altsaa af Frygt for Hevn), ikke vovede at blive i Danmark, men reiste hjem, beriget med mange Penge af Kongen. (Eccard, I. S. 1866). Hvis han drog hjem, da var det snarere efter Krigens Ophør, og paa ganske kort Tid. Forledet af Corner (Eccard II. 1060–61), der følger Detmar, men henfører Slaget til 1343, omtaler ogsaa Suhm det under dette Aar (S. 566 fgg.), efterat han først har omtalt det paa rette Sted (S. 50), og frembringer derved en uopløselig Forvirring. Det samme er Tilfældet hos Lagerbring III. S. 382, 385.
