Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/291

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
273
1342. Kong Magnus i aabenbar Krig mod Stæderne.

Sammenkomst med Raadet i Skeninge[1]. Blandt de Sager, som forhandledes her, skal ogsaa Spørgsmaalet om Rigernes fremtidige Adskilskillelse have været, og den Beslutning saaledes allerførst være tagen, at Kongens eldste Søn Erik skulde udsees til Konge i Sverige, medens Norge forbeholdtes Haakon. Dog har man intet .bestemt Udsagn fra gamle Tider herom, hvor sandsynligt det end lader, thi naar Kongen i disse urolige Tider holdt sig saa langt borte fra Krigsskuepladsen og forblev over en Maaned alene i Østergøtland, saa synes det alene at kunne have været vigtigere Sager end almindelige Regjerings-Anliggender, som beskjeftigede ham[2]. Stæderne havde imidlertid ikke været ledige, men klaget over den Overlast, de havde lidt af Holsterne, til Keiser Ludvig og hans Søn Markgreven af Brandenburg, der ogsaa sendte dem til Hjelp henved 200 bayerske og schwabiske Ryttere under Anførsel af Ridder Frederik v. Endnu der tillige var Kong Valdemars Marsk og nu just opholdt sig i Rostock, rimeligviis for at samle Tropper. Allerede tidligere, i November 1341, havde Lübeck og Hamburg sluttet et Krigs-Forbund med hinanden om, at de med fælles Hær og Udrustning skulde staa Holsterne imod med væbnet Haand, og Grev Johan indgik ligeledes den 17de Februar 1342 et Forbund med Lübeckerne, som det heed, til deres og Kong Valdemars Beskyttelse[3]. Da nu Pintsen kom (19de Mai), og Stilstanden løb ud, og Holsterne hørte, at Ridder Frederik nærmede sig med Hjelpetropper, skyndte de sig at komme ham i Forkjøbet, rykkede mod Lübeck, og herjede Stadens Gebeet. Men de maatte snart vige for Ridder Frederik, der med de lübeckske, hamburgske og andre Tropper drog herjende om i det sydlige Holsten og derpaa satte over til Sjæland for ogsaa her at staa Kong Valdemar bi mod Holsterne. Grev Henrik skal nu paany have anraabt Kong Magnus om Hjelp; i alle Fald følte denne sig opfordret til kraftigt at tage hans Parti, thi han gav Befaling til overalt i sine Riger at lade Lübecks Borgere gribe, hvor de fandtes, og deres Gods optage[4]. I Bergen blev dette Hverv overdraget til Bjarne Erlings-

  1. See Br. af 13de Febr. 1342, hvorved Vegsjø faar Kjøbstadsrettigheder, Dipl. Sv. 3624.
  2. Den første, som nævner noget herom, er Messenius, Scondia, T. III. p. 10, og Apologia, p. 179. Her setter han det vistnok saaledes i Forbindelse med Annalernes Udsagn derom, at man kunde tro, at hele Combinationen er hans Verk, og at han ikke har haft nogen positiv Autoritet for, at noget saadant skete paa Skeninge Raadsmøde. Imidlertid er Sagen i sig selv saa rimelig og fortelles paa det fortie Sted saa ligefrem, at man neppe med Rette synes at kunne betvivle Rigtigheden. Men derimod er det aldeles urigtigt, naar Suhm (XIII. 63) lader Raadsmødet holdes og Acten skee den 6te Novbr.
  3. Lüb. Urk. B. II. 732. 734.
  4. See Detmar, paa anførte Sted.