Engelbrecht de Wersten, medgivende dem et Brev til Biskop Haakon[1], hvori de bad denne, i Betragtning af viiste Tjenester, at understøtte dem, saaledes at Kjøbmændene fremdeles maatte beholde sin gamle Ret; hvad de Voldsomheder angaar, som nogle efter Sigende skulde have begaaet i Bergen, da havde de saaledes ladet sine i Byerne sig opholdende Borgere advare og tiltale, at noget lignende neppe skulde hende for Eftertiden; de havde fremdeles indskærpet dem, at dersom de vidste om nogen Medborger, der havde begaaet en slig Voldsgjerning, skulde de strax angive det for Raadmændene, hvorpaa disse da strax vilde dømme dem saaledes, at de nok skulde ønske, at de aldrig havde begaaet sligt, og at andre, afskrekkede ved deres Exempel, vilde vogte sig derfor“. Sendebudene ankom til Bergen i Begyndelsen af Juli Maaned, men forefandt hverken Erling eller Fehirden. Det lader ikke engang til, at Kongen havde skrevet til disse, hvad enten han nu ikke troede, at Lübeckernes Sendebud vilde komme saa snart, eller han imidlertid var bleven saa ærgerlig over Stædernes Opførsel, at han ikke havde skjøttet om at gjøre noget ved Sagen. Biskop Haakon antog det simpelthen for Glemsomhed. I et Brev af 13de Juli underrettede han Hr. Erling om Sendebudenes Ankomst og sendte ham et af dem medbragt Uddrag af Kongens Brev, for at han deraf kunde see, hvad Bestemmelsen havde været. „I veed selv“, skrev han, „bedst Beskeed om, hvad der med Hensyn hertil er Eder befalet paa Kongens Vegne, og kunne saaledes bedst dømme om hvad I har at gjøre, men for Kongens egen Skyld var det vel bedst, at der blev gjort, som han skrev, eller idetmindste en net Undskyldning, forat man ikke skulde skrive altfor meget paa hans Glemsomheds Regning“. Han skrev ligeledes faa Dage efter til Kongen og underrettede ham om Sendebudenes Ankomst[2]. Men Haakon vidste neppe Beskeed om, hvor fjendtligt Stæderne paa denne Tid var optraadte mod Kongens Moder og Venner. Da Kongen modtog dette Brev, laa formodentlig deres Skibe for Kalundborg og understøttede Kong Valdemar ved Belejringen, det er derfor ikke at undres over, om Kongen undlod at gjøre noget yderligere Skridt i Sagen, og det lader heller ikke til, at noget saadant er skeet. Tvertimod gik man endnu strengere til Verks mod Tydskerne i Bergen, som det strax nedenfor vil sees. Medens Kongen saaledes lod de østersøiske Stæder merke sin Harme, viiste han sig derimod meget naadig mod de vesterlandske, idetmindste mod Kampen, thi den 28de Juni tilstod han denne Stads Borgere, efter Begjering af deres Sendebud Lambert Boldevinssøn og Thomas Tho-
