til hvilke sidste han endog pantsatte Segebergs Slot, at Grev Henrik, seende, som det heder, at Krigen voxede op for ham og hans Brødre, tog sin Tilflugt til sin Frænde, Kong Magnus, der ogsaa tog ham i sin Beskyttelse og sendte Breve til Herrerne saavelsom Lübeck og de øvrige Stæder, „at det var ham meget imod, om man tilføjede Greven og hans Brødre nogen Overlast“[1].
Misstemningen mellem de forenede Riger og Stæderne havde imidlertid ogsaa givet sig Luft i nye voldsomme Optrin mellem Tydskerne og Nordmændene i Bergen, om hvilke vi dog desverre ikke have nogen nærmere Underretning. Vi kunne alene slutte af den paafølgende Skriftvexling, at nogle af Tydskerne enten om Hoften 1340 eller Vaaren 1341 have gaaet saa voldsomt frem, at den kongelige Sysselmand maatte skride alvorligt ind, og at endog Lübecks eget Raad ikke vovede at undskylde dem. Lübeckerne sendte i den Anledning enten Brev eller Sendebud til Kong Magnus, da han om Vaaren 1341 opholdt sig i Stockholm, og synes tillige at have klaget over Toldafgifterne i Norge, (navnlig Kong Haakons Toldtarif af 1316) formodentlig for at have noget paa sin Side, der kunde gaa op imod hine Anker. Kongen svarede dem (10de Mai) temmelig alvorligt, at naar de til førstkommende Jonsvake sendte to gode Mænd af sin By til Bergen, da skulde Hr. Erling og Fehirden paa Kongens Vegne træde sammen med dem og see til at bringe et Forliig istand, saavel angaaende hine Voldshandlinger som om Toldafgifterne, hvorhos Kongen dog udtrykkeligt lod dem vide, at han baade med Hensyn til hine Fornærmelser, eller dem der herefter kunde blive ham eller hans tilføjede, fordrede Ret og Erstatning i lige saa stor Udstrækning, som den nogensinde var bleven hans Forgængere paa Norges Trone til Deel, og vilde nyde sine Toldindtegter og andre Rettigheder ligesaa ubeskaarne, som hine, medens han forøvrigt ligesaavel som de vilde opretholde Stæderne og dem af dens Borgere, der besøgte Bergen, i deres vante Friheder, Naadesbeviisninger og Privilegier“[2]. Dette alvorlige Sprog synes at have gjort Lübeckerne noget ængstelige. De efterkom strax Kongens Opfordring og sendte tvende Mænd, Presten Albrecht og Kjøbmanden
- ↑ Detmar, S. 251. Her berettes og om, hvorledes Grev Johan overdrog Lübeckerne Segeberg.
- ↑ Samll. V. S. 572. Dette er kun det Uddrag, hvorom der nedenfor nævnes, nedskrevet paa en Seddel eller Rolle, som de lübeckske Sendebud medbragte til Bergen, og som Biskop Haakon da siden har ladet indføre i Copibogen, (Barthol. E. 146) hvorfra den er tagen. Da Kongens Brev er dateret 10de Mai, maa vel det Sendebud eller Brev, der kom fra Lübeck til ham, være afsendt sidst i April.
at det ikke stod i Grevens Magt at aftræde det, skjønt han i Virkeligheden kaldtes dets Herre.
