fordringen og sendte Breve eller Sendebud til Kongen, da han om Høsten (s. o. S. 185) var i Norge, saa meget mere som vi have seet, at der maa have indfundet sig Sendebud fra Staden Kampen hos Kongen, paa Baagahuus i November, kort efter hans Bryllup. Det maa ansees temmelig vist, at intet nyt Frihedsbrev for Lübeckerne har været udstedt, thi i saa Fald vilde det vel have været opbevaret. Paa den anden Side gjorde Lübeckerne endnu ingen fjendtlige Skridt; de havde desuden nu en Grund mere til at holde sig til Vens med Kongen, saasom han ved Erhvervelsen af Skaane ogsaa havde faaet den øverste Myndighed over de vigtige og for Stæderne uundværlige Fiskerier og Markeder ved Skanør. Det er ovenfor nævnt, at Lübeckerne, formodentlig for at legge Kongen alle mulige Hindringer i Vejen med Hensyn hertil, negtede at laane ham de til Skaanes Indløsning nødvendige Penge[1]. Men han hjalp sig dog nogenledes alligevel, som vi have seet, og blev Skaanes Herre; ja Lübeck eller Kjøbenhavn bestemtes endog som de Steder, hvor Udbetalingerne skulde skee, og vi erfare, at Kongen lod enkelte af de Summer, der skulde udbetales, eller maaskee dem alle, eftersom han opdrev dem, deponere hos Raadet i Lübeck[2]. Det var angaaende nogle Excesser, hvori Handelsmænd fra Kampen i Nederlandene havde gjort sig skyldige ved Skanørmarked 1334, at hine Gesandter fra denne Stad havde indfundet sig hos Kongen ved eller strax efter hans Bryllup for at udvirke hans Tilgivelse, hvilken ogsaa paa Dronning Blanches Forbøn blev dem til Deel. Lübeckerne sendte ligeledes, som vi
- ↑ Til Sikkerhed for disse Penge skulde igjen Skaanes Indtægter anvises, see Detmar.
- ↑ See de nys berørte Breve af 1333, Urk. B. No. 561 og 562.
gjeldende, maaskee være 1341, da der ogsaa var Tale om Beskikning fra Lübeck, som det vil sees, men Udgiverne af „Urkundenbuch“ have vist Ret, naar de mene, at de ej kunne sette Brevet senere end 21de Mai 1335, hvor Kongen begyndte stadigt at kalde sig Sveriges, Norges og Skaanes Konge (eller Norges, Sveriges og Skaanes Konge); thi i dette Brev kalder han sig alene „Konge til Sverige og Norge“. Af 1334 kan det ej være, thi da var Kongen d. 1ste Mai i Tunsberg, altsaa ikke den 4de i Stockholm. Om 1333 kunde der maaskee være Tale, da Kongen i dette Aar havde Forhandlinger med Lübeckerne i Anledning af Skaanes Indløsning, idet Hr. Gisl Elinessøn og Karl Neskonungssøn i hans Navn deponerede et Afdrag af Løsningssummen hos Raadet i Lübeck for at udbetales til Johannes Hasendorp (see dennes Qvittering, Urk. B. II. 561); og det er heller ikke usandsynligt, at han, som Udg. af Urk. B. have antaget, samtidigt skrev Brevet No. 562, om at tilstaa de Holstenere Lejde, der i Lübeck skulde hæve de Penge, han havde at udbetale til dem. Men dette Aar passer langtfra saa godt for hiint Brev, som 1335, hvor Kongen netop i Mai var i Stockholm og ud paa Aaret agtede sig til Norge.
