have seet, Gesandter til Kongen ved hans Kroning i Stockholm 1336. Det lader til, at denne Sendelse endog var mere end almindeligt højtidelig; det var tvende Raadmænd, Tidemann Gustrow og Hans Rode, som afsendtes, og de ledsagede Albrecht af Mecklenburg paa Sejladsen til Kalmar og Stockholm, hvor de overvar Kroningen og forblev lige lige til den 15de August[1] for at underhandle, fornemmelig om Frihederne i Skaane. Denne Gang fik de virkelig og noget udrettet, hvad der nu kan have været Aarsag dertil. Kongen viiste sig meget gunstig imod dem. Den 2den August fik de Bekræftelse paa en Dom, hvorved den afgangne Erengisl Neskonungssøns Sønner tilpligtedes af sin fedrene Arv at godtgjøre lübeckske Borgere Verdien af et disse tilhørende Skib, som deres Fader i sin Tid havde taget i Havnen ved Pernau[2]. Den 12te August erhvervede de, som Detmar udtrykker sig, „hos Kongen stor Frihed i Sverige og i Skaane evindeligen at bruge“. Det vil sige, han befriede deres Skibe, forsaavidt de maatte strande i Skaane, Halland eller andre omliggende, under ham lydende Landskaber fra at behandles efter Strandretten, og bekræftede deres Friheder paa Markederne ved Skanør og Falsterbod; iligemaade fritog han dem fra at erlægge Told i Sverige, uden naar almindeligt Forbud mod visse Varers Indførsel var udstedt; han erklærede, at naar Borgere af Lübeck vilde opholde eller bosette sig i Sverige og lyde under de svenske Love, skulde de herefter kaldes Svenske – altsammen dog mod fuldkommen Reciprocitet; at naar nogen Lübecker havde lidt Uret i Sverige og ikke før sin Afreise faaet Ret derfor, skulde Kongen, naar Brev og Vidnesbyrd desangaaende tilstilledes ham fra Lübeck, strax skaffe Ret efter Landets Love, ligeledes mod Reciprocitet; Sørøverne, der svermede om Kysterne, skulde blive afstraffede, og lübeckske Borgere, der kom til Sverige, venligt modtages og behandles, hvilket samme forventedes i Lübeck at ville skee ved svenske Undersaatter; endelig bevilgedes det paa Dronningens Bøn og i Anledning af Kroningshøjtidelighederne, at hvilkensomhelst lübecksk Mand, der kom til at strande paa Sveriges, Norges, Hallands eller Skaanes Kyst, skulde uhindret kunne lade Godset bjerge inden Aar og Dag og frit besidde og benytte det, eller hans Arving, hvis han imidlertid var død, hvorhos det udtrykkeligt forbødes enhver Foged, Embedsmand eller anden Undersaat heri at gjøre dem nogen Hinder. Alt dette skete, som det heed, med Raadets (det svenske Raads) Samtykke i Betragtning af de ved Gesandterne sømmeligt indgivne Ansøgninger, og af Taknemmelighed for Tjenester, som de havde beviist Kongen og hans Forfædre, og frem-
Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/279
Denne siden er korrekturlest
261
1336–1340. Forhandlinger med de tydske Stæder.
