været opbevarede, vilde vi upaatvivleligt have flere saadanne Beviser paa den Ugunst, hvormed de ætstore Høvdinger betragtede slige Giftermaal. Noget bedre vilde de vel have optaget tydske Adelsmænd, men af saadanne kom der neppe mange til Norge[1]; de fleste Tydskere, der ialfald gjestede Bergen, var sikkert kun Handelsmænd, og den nysnævnte Tidemann Lübeck var sandsynligviis endog kun en Slægtning af den Tidemann Lübeck, der nogle og 40 Aar tidligere nævnes blandt de tydske Vintersiddere i Bergen, som der var blevne bannsatte, fordi de ej vilde betale Tiende. Paa den anden Side vovede vel heller ikke Høvdingerne ganske at bryde med Tydskerne for ikke at tabe den store Fortjeneste, de havde af dem; thi ej alene lejede de til dem deres Huusrum og Brygger, men afsatte sikkert ogsaa fornemmelig til dem alle de Naturproducter, som de modtog i Landskyld eller avlede paa sine egne Gaarde og ej behøvede til sit og sine Folks Underhold. Den største Uvilje mod de tydske Handelsmænd maatte naturligviis findes hos de Nordmænd, der selv drev Handel og fandt sig hindrede og trængte afvejen ved dem; men nu, da de Fornemmere allerede længere havde ophørt at drive Handel, som i gamle Dage, kunde egentlig ikke dette Slags Skinsyge opstaa hos dem: det er endog at formode, at de i allehaande mindre Conflicter, hvor det nogenledes gik an, beskyttede Tydskerne og søgte at forebygge, at man drev dem til det Yderste: deraf vel og for en stor Deel den Vaklen og Ubestemthed, som man sporer i Regjeringens Fremgangsmaade. Hvad de mest havde at udsette paa Tydskerne, var sandsynligviis deres personlige Uelskværdighed og ryggesløse Vandel, thi derom ere alle Vidnesbyrd enige, at Tydskerne i al den Tid, de havde noget at sige i Norge, opførte sig med en utaalelig Brutalitet og forargede ved sine Udsvævelser[2].
Saaledes stod Sagerne, da Kong Magnus erklæredes myndig i 1332. Det er allerede nævnt, at der da indfandt sig Sendebud hos ham fra Lübeck, Rostock, Stralsund og Greifswalde for at anholde om Bekræftelse paa eller snarere Udvidelse af de tydske Kjøbmænds Friheder i Bergen. Men de mødte Vanskeligheder: man var vel, siges der, tilbøjelig til at vise Lübeckerne Naade, og gav dem særskilt et skriftlig Svar;
- ↑ Vi finde senere hen flere, som den anseede Hr. Dietrich Wüstenacker, der blev gift med Margrete Eilifsdatter og spillede en ej ubetydelig Rolle.
- ↑ Herom behøver man kun at læse de eensstemmige Vidnesbyrd lige fra de fortie Tider til de Contoirskes Undertvingelse, fornemmelig „den norske So“. Af største Vegt er her de Klagemaal over Tydskernes Voldsomheder i Norge, der findes indtagne i det Indlæg, Kong Magnus indgav ved Fredscongressen 1343, hvorom nedenfor.
grete“. At Fru Ingebjørgs Mand skulde være den Peter Haakonssøn, der 1356 solgte 36 Mmbool. i Huusstad i Hjørendfjord paa Søndmøre (Dipl. N. II. 333), er vel tvivlsomt.
