senere til Havnen end Handelstidens Udløb, 14de September, at forblive, indtil de havde solgt sine Varer, saa var dette dog ikke Tydskerne nok: de vilde drive det dertil, at deres Handelsfactorer, hvilke de udtrykkeligt forbød at gifte sig for at knytte dem saa meget fastere til Fedrelandet og afsondre deres Interesser fra Nordmændenes, skulde kunne opholde sig og handle Aar ud, Aar ind i Norge og danne faste Filialafdelinger af de tydske Contorer paa norsk Bund. . Derpaa gik deres Stræben ud, og alt, hvad der skete for at strider dette, optog de, eller paastod at ville optage som Fornærmelser. Foruden disse egentlige Factorer og.deres Hjelpere var der nu og, som hiin Forordning af 1331 antyder, virkelig bosatte og gifte tydske Kjøbmænd, ligesom det tidligere er viist, at Haandverkerne, i Almindelighed benævnte med Fællesnavnet Suterer, siden Embedsmænd, forstørstedelen eller udelukkende var tydske. Men uagtet disse Folk, der vist forstørstedelen havde norske Hustruer, hvad Anordningen ogsaa synes at antyde, nu var at ansee som norske Borgere og burde have Interesser fælles med Indbyggerne af deres nye Fedreland, saa seer man dog, at de stundom, naar det kom til Stykket, holdt med deres egentlige Landsmænd og understøttede dem. En Forandring indtraadte vel i Regelen med deres Børn, der var opdragne.paa norsk Bund og derved lærte at betragte sig som Nordmænd: der findes saaledes tydske Ætter, der temmelig tidligt kom i Anseelse i Norge og beklædte vigtige Embeder, som Familien Paus, der blomstrede i Oslo, hvor den havde sin egen Gaard, og hvis Medlem Nikolas Paus endog var Lagmand i Oslo ved 1347[1]; Familien Skult, der ligeledes kom til Anseelse paa Østlandet, o. fl.[2]. Men mange synes de dog i eldre Tider ej at have været, og det lader næsten til, at i alle Fald de fornemmere norske Familier ikke tyktes om, at deres Døttre egtede tydske Borgere; idetmindste seer man udtrykkeligt i et Forliig af 2den August 1329,
- ↑ At Familien Bans er af Tydsk Herkomst, siges ikke udtrykkeligt nogensteds, men det ligger allerede noksom i Navnet; dette er nemlig den nedertydske Form „paus, pawes“, istedetfor Pabst, Pfaff, ɔ: Pave, Prælat; formodentlig var Stamfaderen en Geistlig eller havde faaet dette Øgenavn. Nikolas Bane, der siden blev Lagmand i Oslo, nævnes allerede 1329, see Dipl. N. I. 203; som Lagmand forekommer han i et Brev af 12te Jan. 1347, smsteds. No. 303. Ættens Gaard i Oslo, kaldet Pausen, nævnes hyppigt i flere Breve, f. Ex. af 1359, Dipl. N. II. 352, og af 1482, Dipl. N. I. 934.
- ↑ „Skult“ er ligesrem det tydske „Schulz“, „Schulze“, schweitzisk „Schultheiß“, hollandsk Scout, egentlig Sculd-heiz, i Middelalderens Latin Scultetus, d. e. Forstander; det bruges om Formænd i Communen ligefra Sognefogder i Landsbyer til Borgermestre. En Gaard i Oslo heed Skulten; Medlemmer af Familien omtales i flere Breve, og saavel denne, som Familien Paus, er endnu til.
