alle deres virksomme Medlemmer, var altfor snue og statskloge til, at de ej af alle Kræfter skulde have arbeidet for en Sag, som laa saa aabenbart i deres Interesse.
Forholdet mellem Stæderne og de tvende Riger havde siden Kongens Myndighedserklæring været det samme som hidtil, nemlig i det Hele taget spendt, idet Stæderne uafladeligt søgte at overskride deres Friheder og Rettigheder til det mødte, medens Regjeringerne søgte at hindre alle Overgreb og holde de fremmede Kjøbmænd inden de tilbørlige Skranker. Deraf bestandige Rivninger og Trette-Emner. Endog naar Forstaaelsen syntes at være den venskabeligste, var man sig dog paa begge Tider ligefuldt bevidst, at det ej var oprigtigt meent: Tydskerne vidste meget vel, at man kun taalte dem og holdt Fred med dem, fordi de havde vidst at gjøre sig uundværlige, og at man med Glæde vilde gribe enhver Lejlighed til at faa dem bort, medens Landets egne Borgere saavel i Sverige som især i Norge følte sig saa meget mere besværede af Handels-Aaget, som Tydskerne ved alle Lejligheder lod dem føle sin Overlegenhed og opirrede dem ved det utaaleligste Overmod. Det er allerede nævnt, hvorledes der i Formynderregjeringens sidste Aar skete flere Skridt for at hindre deres Overgreb. Anordningen af 9de August 1331 (s. o. S. 128) om Udlendingernes Handel i Bergen, saavelsom de tidligere af 3die September 1329 om Viinudsalg i Bergen og af 12te Decbr. om Forfalskningen af de udenlandske Varer, der bragtes did (S. 125), var nærmest rettet mod Tydskerne, som fornemmelig handlede med de her nævnte Varer[1]. Man havde ved den første fremdeles søgt at indskrænke Vintersidderiet og den dermed forbundne Landprang, og uagtet det var skeet med saadan Lempe, at man udtrykkeligt undtog dem, der havde norske Koner, og ligeledes tillod de Kjøbmænd, der endog kom
- ↑ At Tydskerne især bragte Viin, siges udtrykkeligt af Kong Sverre, s. o. III. S. 201, 202; skjønt dog ogsaa Viin nu indførtes af Engelske og Flæminger, see f. Ex. B. Haakons Brev til Biskop Jon i Skaalholt af 14de Juni 1338 (Samll. V. 121): „her var ikke at faa Viin … fra Flandern eller England kom ikke saameget som et Kar af rød, hvidt eller sød Viin (altsaa fransk og middelhavsk Viin), kun noget fra Tydskland, nemlig Rhinskviin, og dog ikke godt“. Derimod i Brevet af 4de Novbr. 1340 til Biskop Salomon af Oslo: „her er ligesaa stor Viinmangel som hos Eder, og vore Brødre ere aldeles tamme, paa det nær at vi skaffede dem en Pibe hviid Rhinskviin, der var skammeligt dyr; næsten alle blev narrede derved, at man hver Dag ventede Bedring, men Tydskerne tappede og drak imidlertid hvad der var forhaanden, dog mestendeels noget, man neppe kunde give Navn af Viin“.
