Saaledes viiste han ligefra den nye danske Konge Valdemar Christopherssøns Optreden en Tilbøjelighed til at nærme sig denne, som egentlig ikke godt kunde bestaa med hans Venskabsforhold og Svogerskab til Kong Magnus, der som Indehaver af Skaane maatte betragte Valdemar som sin naturlige Modstander. Allerede ved Forhandlingerne i Lübeck, da Valdemar forligede sig med de holstenske Grever, var Albrecht tilstede og afgav Forløfte for ham, og endnu om Høsten samme Aar, efterat han havde været sammen med Magnus og faaet dennes Tilsagn om en aarlig Indtægt, modtog han en Erklæring fra Valdemar, dateret den 17de November, hvorved denne lovede at understøtte ham med Raad og Daad mod hans Fjender, saasnart han dertil opfordredes, saafremt Albrecht holdt sine Havne aabne for Kongen og hans Mænd, og stengte for deres Fjender, samt lovede troligen at understøtte ham med sine Vasaller mod hvilkensomhelst Fiende. Vel findes ikke nu nogen Gjenforpligtelse fra Fyrst Albrecht, men det ligger i Sagens Natur, at en saadan har været given[1]. Vistnok havde Kong Valdemar for Øjeblikket indgaaet et Slags Forliig med Magnus, men det var at forudsee, at dette ikke længe kunde staa ved Magt, om end Valdemar for det første ikke rørte noget ved Skaane, thi i alle Fald maatte det være ham magtpaaliggende snarest muligt at tilbagevinde de Besiddelser, Kongens Moder Hertuginde Ingeborg havde paa Sjæland[2]. For den listige og fremsynede Valdemar maatte det lige fra det første Øjeblik, han erhvervede Danmarks Krone, blive en Hoved-Opgave at undergrave Kong Magnus’s Magt saa meget som muligt. Alene derved kunde han have noget Haab om endelig at vinde Landskaberne hiinsides Øresund tilbage, og enhver Bevægelse, der sigtede til at ophæve begge Rigers Forening maatte derfor være ham saa velkommen, at man ej kan tvivle paa, at han gjorde alt muligt for at bearbeide Gemytterne i den Retning. Men fremfor alt havde Lübeck og de øvrige østersøiske Stæder Grund til at betragte Foreningen med Uvilje og ønske den tilintetgjort. Thi alene den, styrket og befæstet, vilde kunne gjøre det muligt for de to Riger at afkaste det Handelsaag, hvori de allerede vare komne under Stæderne, og som Aar for Aar tiltog. Ingen anden Magt havde saadan Lejlighed til at virke til Foreningens Opløsning, som disse Stæder ved deres mange Forbindelser og Indflydelse i de tvende Riger, og deres Hoveder og Ledere, ja
