og dog udenfor dem begge, til Forebyggelse af Skinsyge eller Mistanke om Partiskhed; og hine Indtægter vilde da for ham blive som en særegen Appanage eller etslags Føderaad, medens de sedvanlige Indtægter ved Fehirdslerne maatte staa under den særskilte Regjerings Forvaltning. Dette vinder saa meget mere i Sandsynlighed, som vi finde, at en saadan Foranstaltning nogle Aar senere virkelig fandt Sted. I Haabet om, at dette med det første vilde skee, have de Misfornøjede saaledes slaaet sig nogenlunde til Taals, medens derimod Kongen, hvis ængstelige Paaholdenhed paa sin Magt og Anseelse er iøjnefaldende, var søgt at holde Tiden ud i det længste. Den svenske Chronist Ericus Olai fra det følgende Aarhundrede, der har saa meget at berette om Kongens slette Levnet, siger ogsaa om Kongesønnernes Valg til hvert sit Rige, „at nogle paastod, det ej skete med Kongens og Dronningens Samtykke, men efter Raadsherrernes, Prælaternes og alle Rigets højbyrdige Mænds ligesom fremtvungne Vilje, da Rygtet om Kongens ryggesløse Levnet Dag for Dag tiltog“[1]. At Kongen og Dronningen ej syntes om det, deri kan han vistnok have Ret, men Aarsagen ligger altfor tydeligt for Dagen i de allerede paapegede Misligheder, til at vi behøve at gjette paa en saa urimelig og af Luften greben Bevæggrund som „Rygtet om Kongens ryggesløse Liv“.
Derimod er det ikke usandsynligt, at Sondringen mellem Rigerne paa alle Maader befordredes af fremmede Fyrster og Stater, der frygtede for, at de forenede Riger vilde blive for mægtige, naar de fremdeles bleve samlede og Foreningen fik Fasthed, eller som ventede sig nogen særegen Fordeel af Splid mellem Dynastiets egne Medlemmer og dettes deraf følgende Svekkelse. Her møder os først og fremst Kongens egen Svoger, den listige, intriguante Albrecht af Mecklenburg, der maaskee lige fra sit Giftermaal af har begyndt at nære saadanne Forhaabninger om at drage Sveriges Krone over til sit Dynasti, som dem, der siden ved hans rastløse Bestræbelser gik i Opfyldelse, hvorfor det er heel troligt, at han allerede nu har stillet sig et saadant Maal for Øje Hans tvetydige Ferd giver visselig Anledning til en saadan Mistanke.
- ↑ Ericus Olai, udg. af Loccen S. 127. Sandsynligviis har Er. Olai her, som sedvanligt, kun paa egen Haand videre udført, hvad Riimkrøniken, der er hans Hovedkilde, siger. Dens Ord ere: „då hans råd sporde detta här (neml. hans ryggesløse Liv), då rådde de honom swå ofta, at han skulle råda bötter därpå, han aktade det for intet våtta, och wille dera råd ei säta; sidan wordo de swå till råde, at de keeste hans söner både, Erik konung öfwer Swerike, och Håkon öfwer Norges rike, och finge konungen aff landit dera swå mycket han skulle fik med nära“. Hvad der findes andet og mere end dette, er sikkert Er. Olai’s egen Tilsetning.
