vel det angaaende Mynten have været et af de vigtigste; idetmindste synes det mest at have beskjeftiget Opmerksomheden. Hvad de to Befestningers Reparation angaar, da nævnes der idetmindste ikke videre derom, og det synes heller ikke, som om den kunde være saa paatrængende nødvendig, med mindre det skulde være Forbedringen af Vargøhuus, hvis Mangler man formodentlig i den sidste russiske Krig maa have haft Anledning til at iagttage, siden der netop nu er Tale om dem. Vel havde Krigen, som det allerede er antydet, været ført i Finlands Grændse-Egne, men at der og blev kæmpet i norsk Finmarken, derom vidner den fabelagtige Beretning i de islandske Annaler om en Rise i norsk Finmarken, femten Alen høj, der 1338 blev dræbt af en Mand fra Viken, ved Navn Halldor, med tre andre, hvilke alle tilsammen anraabte den hellige Olaf om Hjelp og lovede Pilegrimsferd til Rom[1]. Det er aabenbart en forvansket Beretning om en farlig Kamp mellem Nordmænd og Russer, vi her have for os. Krigen endte i det Hele taget fordeelagtigt for de forenede Riger, thi Russerne sendte Gesandter til Kong Magnus, der traf ham i Ljodhuus eller paa Lindholmen d. 8de September 1339[2],
- ↑ Isl. Annaler, ved 1338.
- ↑ Om den russiske Krig see ovenfor, S. 211, 212. Beretningen derom i de novgorodske Annaler, den eneste Kilde, er meget mangelagtig og dunkel. Det heder nemlig ved 6846 (1337–38): „I det samme Foraar kom Novgoroderne med Possadniken Theodor (Fedor) til Neva og mødte ved Orechov de Sendebud, som var sendte fra den nemetziske Statholder Steen (saaledes heed altsaa da Befalingsmanden over Finland), men der blev ingen Fred. De nemetziske Krigere og mange Kareler ved Oboneshia (ved Onega) forfulgte Ladogaboerne til deres Forstad og brendte den, men kunde ej indtage Byen. Siden drog Novgorods unge Mænd med Vojevoderne at stride mod Karelerne i de nemetziske Gaarde, og ødelagde en stor Deel af deres Land og tilintetgjorde Løsøre og Kvæg. Samme Aar kom Nemetzerne fra Gaardene, krigende paa Toldog (?), og derfra drog de til det Votiske Land (Vatland, mellem Neva og Narova), men de tog intet, og holdt sig inden Forskandsninger (?), hvorpaa Indbyggerne af Kovokle (nærved Neva) drog ud med Theodor Basils Søn (Fedor Vasilievitsh) ved hvilken Lejlighed Michael fra Kovorje faldt, en brav Mand, medens Theodors Hest blev dræbt, og han selv leed Overlast, skjønt faa af de forskandsede (?) Fjender kom ud. Forgjeves sendte man Bud til Fyrst Narimont af Litauen om Hjelp (han havde paataget sig etslags Patronatskab), men han kom ej, ja kaldte endog sin Søn Alexander tilbage fra Orechov, efterladende alene en Namestnik (Befalingsmand). Denne Vinter kom der Gesandter fra de Nemetziske Gaarde ved Viborg, om Fred, til Novgorod, fra Statholderen Petrika (d. e. lille Peter, altsaa skulde man formode, at Peter Jonssøn atter havde faaet Viborg) sigende, at Svearnes Konge intet vidste om Krigen og ønskede Fred, men at Statholder Steen havde kriget paa egen Haand. Fra Novgorod sendtes da Kosma Tverdislavitsh og Alexander Borisovitsh for at slutte Fred, det vil sige fornye den Fred, som var indgaaet under Storfyrst Georg ved Neva, og de sendtes fra de Kobylitske Kareler (?) til den svenske Konge“.
