just som han var paa Vejen til Skaane, og fornyede her Freden, formodentlig atter paa ti Aar, hvorved de tidligere Afstaaelser bekræftedes, og dertil endda Grændsen blev dragen i en for Sverige meget fordeelagtigere Retning, nemlig næsten lige i Syd og Nord, indtil den stødte sammen med norsk Finmarken, ej som forhen til Botnhavet; der er derfor al Grund til at tro, at der nu og har været sluttet en særskilt Fred med Norge, hvorved dettes Grændse mod Østen nærmere bestemtes[1]. At man dog ej troede Freden, sees allerede deraf, at det var Tale om at sette Vargøhuus’s Befestningsverker istand. Men at de, hvad enten de bleve istandsatte eller ej, ved Krigens Fornyelse gjorde liden Nytte, vilde vi i det Følgende komme til at see. – Med Hensyn til Myntvæsenet og de øvrige Sager, der skulde forhandles, erfare vi, at Fehirden, Gunnar, i Mellemtiden, inden et større Møde kunde komme istand, selv begav sig til Kongen for mundtligt at overlegge med ham, medbringende et Brev fra Biskop Haakon, hvori denne blandt andet klagede over Mag. Capellarum, Provst Guthorm, der i denne Tid, skjønt forgjeves, som det lader, ivrigt besværede sig hos Kongen over nogle Indgreb i hans Rettigheder, som Biskopen skulde have tilladt fra. Gunnar fandt maaskee Kongen i Oslo, hvis denne virkelig var der i April 1340, ellers maa han have reist lige til Stockholm for at opsøge ham; vist er det, at han kom hjem til Bergen i de sidste Dage af Juni Maaned med den bestemte Besked fra Kongen, at man skulde tage en endelig Bestemmelse angaaende Mynten med saa mange gode Mænds Raad, som man kunde faa sammen, blandt hvilke Biskop Haakon, Erling og Gunnar selv udtrykkeligt nævntes[2]. Erkebiskopen, der ogsaa i Mellemtiden havde været borte, formodentlig hjemme i Nidaroos, var nu ligeledes kommen tilbage til Bergen, og da Hr. Erling havde meldt, at han ej kunde komme førend
- ↑ See herom Langes Tidsskrift V. S. 359, 360. Det erfares her, at Grændsen nu førtes lige til et Sted kaldet Kellontaivala (c. 63° 6ʹ N. Br. 45° 55ʹ Ø. L. Ferro), og at „det tilstødende Lands“ (terræ adjacentis) Raamerker, altsaa den norske Grændse, her begyndte, hvilken saaledes maa have gaaet fra dette Sted lige til det hvide Hav. Det er her og viist, at Freden sandsynligviis kun sluttedes paa 10 Aar.
- ↑ See B. Haakons Brev af 1ste Marts 1340, l. c.
Derpaa, ved 6847 (1338–1339): „I dette Aar sendtes fra Novgorod Kosma Tverdislavitsh og Alexander Borisovitsh med andre … hiinsides Havet som Gesandter til Svearnes Konge, hvilke, ankomne til Nordmændenes Land i Byen Lüdovli, sluttede Fred paa de gamle Documenter, og angaaende Karelerne blev der sagt: naar Vore løbe til Eder, saa bank dem eller hæng dem, det samme ville vi gjøre med Eders, da der ej burde være Uenighed mellem os; de, som vi ej ville udlevere, ere de, som ere døbte til vor Tro, men forresten er der kun faa, og de kan gjerne blive hjemsøgte af Guds Vrede“. Jfr. Karamsin, l. c. S. 198.
