Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/242

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
224
Magnus Erikssøn.

24de August, traf han Hr. Ivar, som saaledes fremdeles sees at have været ivrig paa Ferde, hvad enten han nu ogsaa kom tilbage fra sin Vester-Reise, eller, hvad det var rimeligere, var dragen Bjarne imøde, efter allerede tidligere at være kommen hjem til Skien eller Tunsberg. Nu gik Reisen til sidstnævnte Sted, hvor Bjarne ankom den 29de, og hvor ogsaa Sigurd Hafthorssøn, Stig Haakonssøn og flere andre gode Mænd indtraf, saa at altsaa, som nys nævnt, et Møde her tidligere synes at maatte have været aftalt[1]. Imidlertid havde neppe heller Sigurd Hafthorssøn paa sin Kant været.ledig, thi vi finde ham under de paafølgende Forhandlinger i Besiddelse af Akershuus, hvilket han endnu ved Paasketider ikke havde, siden der da kunde være Tale om, at Kongen vilde overdrage det til Ulf Saxessøn; han maa altsaa i Mellemtiden paa en eller anden Maade have vidst at tilegne sig det enten med List eller Magt for at have et fast Punkt at støtte sig til, ligesom forrige Gang, da han tvang Biskop Hallvard til at overlade ham sit Slot paa Oplandene[2]. Dog kan man ikke see, om denne Besiddelsestagelse af Akershuus skete før eller efter Sammenkomsten i Tunsberg. Maaskee den først skete senere, men saa meget er vist, at allerede denne Sammenkomst og de Skridt, den havde til Følge, højligt mishagede Kongen. De besluttede nemlig at sende Bjarne saavelsom en Gunnar Hviit paa alle de forsamlede Herrers Vegne til Kongen, der da endnu maaskee opholdt sig paa Baagahuus, eller Lindholmen, men Kongen lod, som man sagde, Gunnar sette fast, og han blev i nogen Tid holdt fangen, indtil det endelig lykkedes Bjarne at faa ham fri[3]. Denne Maade at optage Sagen paa fra Kongens Side kan ikke andet end have forøget Misstemningen hos de forbundne Herrer. Endog Biskop Haakon med al sin Hengivenhed for Kongen kunde ikke ligefrem misbillige deres Ferd. I et Brev til Bjarne Erlingssøn, som han skrev den 3die December 1338, raadede han ham kun til Forsigtighed. „Vi erfarede“, skrev han, „af Eders sidste Brev, at der er Eet og Andet, som ikke synes Eder at gaa efter Ønske. Men for Gud, der kan gjøre det Bedste af det Verste, er det dog en let Sag at lade det vende sig til det Gode, hvilket han lade os saa snart som muligt erfare. Vi saa gjerne, at I som bedst sørgede for

  1. See Biskop Haakons Brev til Erling, Samll. V. 129.
  2. At Sigurd havde faaet Akershuus Slot i sin Magt sees af Dagthingningen i Skara, der strax nedenfor vil blive omtalt. Det er forhen omtalt, at Annalerne henføre Biskoperne Salomons og Hallvards Paagribelse af Ivar, Sigurd og Ulf til denne senere Urolighedstid, eller rettere til 1339, men det er ligeledes viist, hvorledes denne Begivenhed tilhører 1333.
  3. Alt dette fremgaar ligeledes af det nysomtalte Brev fra Biskop Haakon til Erling, Samll. V. 129.