ved sig end Sigurds eller i alle Fald i højere Grad have vakt Biskopens Harme, thi det er aabenbart, at Ulf aldeles ikke slap faa godt derfra som Sigurd. Hans Afløsning og Gjenoptagelse i Kirken foregik, som det synes, med større end almindelig Højtidelighed ved St. Hallvards Kirke i de øvrige Biskopers og formodentlig de andre forsamledes Paahør[1]: han afløstes udenfor Indgangen, og Biskop Hallvard forbeholdt sig siden at paalegge ham den Straf og Pønitents, han fandt passende, medens Ulf maatte aflegge Eed paa at holde den hellige Kirkes og Biskopens Dom i alt hvad der var ham muligt. Ogsaa tales der om et Forliig, som han under Erkebiskopens Megling skal have maattet indgaa med Biskop Hallvard, hvori han blandt andet maatte love at overdrage Hamars Kirke tolv Mks. Bool i Skadeserstatning: en Betingelse, som man maa antage, at Kongen, der synes at have kastet mere end almindelig Naade paa Ulf, fandt saa ubillig, at Biskop Hallvard saa sig nødsaget til at indgaa et andet Forliig paa billigere Betingelser, men med Forbehold af sin Ret til at paalegge Ulf den passende kirkelige Skrift[2]. Disse Forhandlinger med Ulf Saxessøn kunde neppe foregaa, uden at ogsaa Erindringen om Urolighederne i 1333 overhoved opfriskedes, saameget mere som Kongen nu vel for første Gang efter disse mødte dem, som deri havde deeltaget; en Grund mere til at antage, hvad der ovenfor er yttret, at der ved dette Møde maa have været handlet om Midlerne til at forebygge slige Uroligheder for Fremtiden, og ordne Landets Regjering paa en
- ↑ Dette sees af Biskop Haakons nysomtalte Brev til Hr. Ulf, hvor det heder: „blandt andet beder I os give Eder vort aabne Brev med Vidnesbyrd om hvad I havde svoret og svor, dengang I blev løst udenfor St. Hallvards Kirkedør“. Altsaa var Biskop Haakon og derfor vel ogsaa de øvrige Biskoper her tilstede. See forøvrigt nedenfor.
- ↑ Saaledes, synes det, maa man forklare følgende Passus i nysnævnte Brev: „hvad de Forliig angaaer, som omhandles, da kunne vi ej derom videre yttre os, hverken om det, Hr. Erkebiskopen skal have gjort, eller om det, Hr. Biskopen i Hamar siger sig nødtvungen at have indgaaet, da begge ere os aldeles ubekjendte“; jfr. hermed, hvad Biskop Haakon s. D. skriver til Biskop Hallvard: „blandt andet fandt vi, at det paabødes ham at holde et imellem Eder og ham oprettet Forliig fremfor et andet, der skulde tilbagekaldes og ansees ugyldigt“. Men det er ikke usandsynligt, at begge disse Forliig have været indgaaede, enten førend Biskop Haakon kom til Oslo (det kan have skeet, medens Erkebiskopen paa Vejen derhen opholdt sig paa Hamar), eller efter hans Afreise, siden han erklærer, intet at vide derom. Vi see forøvrigt, at Ulf Saxessøn netop paa denne Tid (26de August, altsaa lige under Mødet) gav en vis Thord Narvessøn to Øresbool i Søndre Kaarethorp i Deigaleims Sogn paa Furnes (Hedemarken), uden at der nævnes om noget Vederlag (Dipl. Norv. I. 246); der nævnes ikke, hvor Brevet er udstedt, saa at man ej kan see, om Ulf da var i Oslo eller paa Hedemarken, men man seer i alle Fald, at han trods Biskopens haarde Fordringer dog endnu havde Jordegods at bortgive.
