for Indbyggerne mindre ubekvem Maade. Men de senere Begivenheder berettige til den Slutning, at man i dette Stykke enten ikke opnaaede noget tilfredsstillende Resultat, eller at Kongen ikke har holdt de Løfter, han gjorde. Vi see, at Kongen for det første blev i Norge, og tilbragte Vinteren der, lige til April 1338. Muligt, at det herved er lykkets ham at faa den endelige Afgjørelse af Sagen henskudt til Fremtiden, maaskee til et paatænkt Rigsmøde i Nidaroos, idet han har givet gode Løfter, men mere af et almindeligt og svævende Indhold, end i sig selv synderligt betryggende, medens han derimod sandsynligviis ved sit og sin Dronnings belevne Væsen, ved alleslags Fester, og ved Ridder-Udnævnelser, der nu ganske vist ikke paa mange Aar havde fundet Sted i Norge, drev det til at sette sig i Yndest hos mange, især af de Yngre, og at vinde dem for sig. Blandt dem, der saaledes blev gjorte til Riddere hvad enten det nu skete ved Kroningen eller alene ved en anden Fest (Hyldingens Aarsfest?), var da, som allerede nævnt, ganske vist Jon Hafthorssøn og Ulf Saxessøn[1]. Derimod blev Sigurd Hafthorssøn endnu ikke Ridder, hvad enten han nu endnu var for ung dertil, eller Kongen havde for meget imod ham som et uroligt Hoved og den egentlige Ophavsmand til Stemplingerne i 1333. Blandt Geistlighedens Medlemmer kom Biskop Haakon i særdeles Yndest, saavel hos Kongen som hos Dronningen. Kongens Bekjendtskab havde han maaskee allerede før gjort som Chorsbroder i Bergen, uden dog rimeligviis at komme i nærmere Forhold til ham; Dronningen havde han derimod ganske vist aldrig seet før, men efter alt hvad man kan skjønne, maa han ved sin udenlands erhvervede Dannelse.og behagelige Væsen, forenet med sundt Omdømme og praktisk Greb paa alleslags Statsforretninger, ikke mindre end ved sin Fromhed og fornuftige kirkelig Iver ganske have vundet Kongeparret, der viiste ham den største Yndest og Hengivenhed og herefter i de fleste vigtige Anliggender indhentede hans Raad[2]. Dronningen gjorde ham
- ↑ See herom strax ovenfor, S. 206.
- ↑ I een Ting lader det dog til, at Biskop Haakon var forsømmelig, nemlig i at holde sin Kirke, Christkirken, i god Stand. Vi have nemlig endnu Begyndelsen af et Brev fra Pave Benedictus XII. til Erkebiskop Paal og Biskop Erik i Stavanger, skrevet i Pavens tredie Aar, og som det synes i April eller Mai 1337, hvori han klager over, at Biskop Haakon, som efter hvad han af paalidelige Kilder havde erfaret, højst uforsvarligt lod Kirken saaledes forfalde, at næsten hele Taget var ødelagt, og Regnen strømmede ind, saaat de til Messen forsamlede Folk paa regnfulde Dage ikke kunde finde et Sted, hvor de stod i Ly for Dryp, ligesom og Klokketaarnet, i sin Tid opført med stor Bekostning, nu af Mangel paa behørig Trefning havde lidt saa meget af Regn, at hvis der ej …… her ender Brevet, men man kan omtrent tænke sig hvad der fulgte efter, og at Paven herved vilde overdrage hine Prælater at undersøge Sagen
