Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/220

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
202
Magnus Erikssøn.

inden denne Resolution kunde falde, befandt altsaa Drabsmanden og derved alle hans nærmeste Paarørende sig i en højst ubehagelig, usikker Tilstand. Han var egentlig utlæg, men i Forventningen om Landsvist synes det dog ogsaa, som om han maatte nyde etslags midlertidig Sikkerhed for den Dræbtes Frænder; nogen ret Beskyttelse havde han dog ikke, og i mange Tilfælde var han vel endog nødt til at søge Skjul, eller Fristed i en eller anden Kirke, eller og forlade Landet. Her gjaldt det saaledes at forkorte denne Tilstand saa meget som muligt. Men naar Kongen var i Sverige, maaskee endog i dets østlige Deel, var det baade langvarigt og forbundet med megen Bekostning at faa sendt Bud til ham: i de fleste Tilfælde undlod man det vist endog derfor, men ventede, indtil Kongen kom til Norge. Dette var allerede slemt nok, om end Kongen kom et Par Gange om Aaret, men naar han, som nu, udeblev henved halvandet Aar, og i det højeste kun kom til Rigets yderste Grændsepunkt, Baagahuus, hvortil Vejen fra Throndhjem og Nordland var uendelig lang og besværlig, maatte hiin Uvisheds-Tilstand for Drabsmanden, og middelbart ogsaa for hans Frænder, der ej kunde vide, om de herefter skulde have Fred og Ro eller ej, blive aldeles utaalelig. Ligesaa ubehageligt var det for Mangen at vente paa kongelig Bekræftelse paa en Dom, eller maaskee endog reentud at undvære den. Endvidere var det meget almindeligt at løse kongelige Beskyttelsesbreve for visse Indretninger, private Ejendomme, o. s. v., hvorved den, der gjorde Indgreb deri, foruden den lovbestemte Straf, forfaldt i Brevebrudsbod og under Kongens Vrede. Alle slige Sager havde nu i temmelig Hast kunnet afgjøres, saa længe endnu Formynderregjeringen stod ved Magt. Naar vi saaledes see Stig Haakonssøn paa Mannvik d. 21de Februar 1332 indsende Beretning om et i hans Syssel begaaet Drab[1], kan man være temmelig sikker paa, at Landsvistbrevet, saafremt Landsvist bevilgedes, har været udstedt af Drottseten og Cantsleren i Kongens Navn, endnu førend denne overtog Regjeringen. Men i hele 1333 var Kongen saagodtsom ikke i Norge, og det maa nødvendigviis have foraarsaget, at mange af de her nævnte Anliggender ej kunde fremmes, thi ikke alle havde Raad til at søge Kongen i Sverige. Derfor har vel og Misfornøjelse hermed haft nogen Deel i Urolighederne det Aar og det følgende, og Kongen gav vistnok kun efter for et uafviseligt Ønske, da han i det følgende Aar gjorde Ivar Agmundssøn til Drottsete og betroede Haakon Agmundssøn Rigsseglet. Thi disse Herrer kunde saaledes afgjøre Sagerne i Kongens Navn, hvorpaa vi i det før omtalte Brev af 1ste Mai 1334 have et Aa godt Exempel. I 1335 var Kongen fra August til November i Norge:

  1. Dipl. N. I. 215.