Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/219

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
201
1336–1337. Emner til Misnøje i Norge.

de øvrige Biskoper ikke have villet indlade sig paa Sagen, tør man vel allerede slutte deraf, at ingen Bestemmelse derom findes optagen i Statut-Brevet.

26. Høvdingemøde i Norge om Sommeren 1337. Foreløbig Overeenskomst mellem Kongen og Erkebiskopen. Ulf Saxessøn tagen til Naade. Kongen kronet i Oslo?


Kong Magnus havde om Vaaren 1337, paa det korte Sommerbesøg i 1336 nær, ikke siden Høsten 1335 været i Norge. I hele denne Tid havde han haft Rigsseglet hos sig, og fra Sverige af udstedt de Breve, der for at have fuld Kraft nødvendigviis maatte udferdiges under dette. Men nu fordrede den i Norge bestaaende Forfatning, at saadanne Konge-Breve i mange enkelte Anliggender maatte erhverves, for at disse kunde komme til endelig Ordning. Lige siden Sverres Tid havde Kongerne med Kraft og Conseqvens arbeidet derhen, at concentrere al Magtfylde og Myndighed i Kongens Person, og jo bedre dette var lykkets dem, desto umisteligere var Kongens personlige Nærværelse i Landet, ikke at tale om, at Folket selv var fra gammel Tid vant til at bringe sine Anliggender lige ind for Kongen selv og erhverve hans umiddelbare Afgjørelse. Vistnok havde det været Hensigten med Oprettelsen af Lagmands-Embederne og Overdragelsen af mange Sagers Afgjørelse ogsaa til Sysselmændene at gjøre slig personlig Henvendelse mindre nødvendig, og derved skaffe dem, der boede fjernt fra de Egne, hvor Kongen opholdt sig, nogen Lettelse. Men deels trængte endnu i mange Tilfælde ogsaa Lagmændenes Orskurder og Sysselmændenes Afgjørelser til kongelig Bekræftelse, deels var der mange andre Sager, hvortil den kongelige Myndigheds Indskriden var uomgængeligt nødvendig. Blandt disse maa vi først og fremst nævne Landsvists-Sagerne. I hiin Tid, hvor de Fleste bar Vaaben, og Mandebods-Principet endnu ikke var afskaffet, saa at Drab fremdeles kunde afsones med Bøder, var Slagsmaal og Manddrab meget hyppigere end nuomstunder. Manddraberen havde efter Loven tabt sin Fred og var saaledes fredløs eller utlæg, indtil Kongen af sin Magtfuldkommenhed gav ham Landsvist, hvilket altid skete, saasnart Omstændighederne ved Drabet ikke var altfor graverende, men saadanne at det nogenlunde kunde betragtes som uoverlagt. Sysselmanden eller dennes Lensmand skulde da i deslige Tilfelde optage Vidnesbyrd om den hele Sammenhæng og sende dette til Kongen, som da bestemte, hvorvidt Drabsmanden skulde have Landsvist, og i dette Tilfelde udgav sit Brev derpaa under Rigsseglet, hvori der tillige bestemtes, om han skulde betale heelt eller halvt Thegngilde og Fredkjøb foruden Bøderne til den Dræbtes Arving[1]. I Mellemtiden,

  1. Jfr. ovenfor, IV. 2. S. 485.