ledes gjentoges Erkebiskop Eilivs tidligere Bestemmelser om, at de Chorsbrødre, der med sine Foresattes Tilladelse laa borte ved Studium, skulde beholde Indtægterne af sne Præbender. Fremdeles bestemtes det, at visse Constitutioner paa Conciliet i Vienne skulde læses paa Prestestevner, omhyggeligt forklares og nøje iagttages. Endvidere skulde de Chorsbrødre, som havde prestelig Vielse og besad Kirker med Sjælesorg, selv holde Messe og predike for Folket idetmindste een Gang om Aaret uden lovligt Forfald. Derimod tilbagekaldtes og afskaffedes den Artikel l i Jørunds Statuter af 1306, hvorved det paabødes, at af ethvert Kloster skulde nogle af Biskopen udvalgte Personer sendes til Studium, e saavelsom Erkebiskop Eilivs Bestemmelse, at de, der faldt i Bann af selve Verket, skulde siden offentligt bannlyses med rendte Kjerter og ringende Klokker. Endelig bestemtes det, at de Klerker eller Klostermænd, som overbevistes om at holde sig sammen med „vrang Modblæst“ mod sine Foresatte, skulde afsettes af sin Verdighed og skyes af alle[1]. Videre kjender man ikke til Resultatet af Forhandlingerne paa dette Concilium. At andet og mere har været forhandlet, end disse blot og bart kirkelige Sager, synes at have ligget i de daværende Omstændigheders Natur. Idetmindste maa man formode, at en Sag, der kort efter kom til Afgjørelse, idetmindste midlertidigt, allerede nu kom paa Tale og under Ventilation, nemlig hvem det tilkom at paadømme de Sager, for hvilke Bøder fastsattes i Christenretten, det vil sige den ældre Christenret, der ved Anordningen af 14de Sept. 1327 fremdeles var bestemt at skulle gjelde. I Anordningen forudsettes det, at det var Lagmændene, der skulde afsige disse Domme, ihvorvel det rigtignok skulde synes, som om disse Sager dog maatte høre under kirkelig Domstol, saafremt overhoved nogen Sag hørte derunder. Erkebiskop Paal maa ogsaa, som man kan skjønne, have været af den sidste Mening, og derfor maaskee have indlagt Protest imod, at Lagmanden i Nidaroos befattede sig med saadanne Sager. Da dette Anliggende allerede i det følgende Aar kom til Forhandling mellem ham og Kongen, er det neppe tænkeligt, at han ikke ved dette Møde skulde have bragt det paa Bane og henstillet det til sine Suffraganer at efterfølge hans Exempel, hver i sit Diøcese, uden at han dog, som det lader, fik dem overtalt dertil, ligesom det ogsaa er klart, at de, der paa Kongens Vegne førte Ordet, maa have erklæret sig paa det bestemteste derimod. Men Sagen kunde ikke afgjøres, førend Kongen selv kom til Norge, og imidlertid maa dette i alle Fald i Nidaroos selv have været et temmelig alvorligt Tviste-Emne mellem Erkebiskopen, eller hans Official, og den kongelige Sysselmand samt Lagmanden. At
- ↑ Norges gl. Love, III. 281–284.
