Erik af Torge, nys var død paa en Udenlandsreise[1]. Begge Parter var og dermed tilfreds, men paa Grund af det tidligere Festemaal maatte de først have pavelig Dispensation, hvorom Kongen nu selv ansøgte, og som meddeeltes den 17de August samme Aar[2]. Det var muligt, at Festemaalet var aftalt og Bud om Dispensationen sendt til Curien en Maaneds Tid forud, strax før Kronings-Højtidelighederne; hvis ikke, kan det neppe være skeet ved anden Lejlighed end under Bryllupet. Giftermaalet kom ogsaa istand, med Jon overlevede det ikke mange Aar[3].
Da Kong Magnus i denne Sommer begav sig fra Baagahuus til Stockholm for at lade sig krone, medbragte han atter det kongelige Rigssegl og udstedte Breve derunder. Saaledes bekræftede han i Stockholm den 8de September atter Mariekirkens Ret til Sysselen i Margretedalen, vestre Bergheim og Lomedalen med alle kongelige Indtægter og lagde dertil alle de Skove og Almenninger, som Kronen ejede sammesteds[4]. Brevet er, som det heder, indseglet i hans egen Nærværelse, og skrevet af Paal Styrkaarssøn. Men det slutter med de merkelige Ord: „dette skal staa og stadigt være, indtil vi selv komme til Oslo og med de bedste Mænds Raad kunne gjøre en fastere Bestemmelse herom“. Dette synes at vise, at han dog egentlig ansaa det for mindre rigtigt at treffe saadanne Bestemmelser paa egen Haand, udenfor Riget, og uden at have hørt sit Raad; det synes ligeledes at antyde, baade at han nu var kommen til at opholde sig længer i Stockholm, end han havde ventet, og at han med det første vilde komme til Oslo. Det forlængede Ophold i Stockholm skyldtes vistnok tildeels hans Underhandlinger med de lübeckske Gesandter, hvorom der nedenfor vil blive handlet udførligere. Men med nogen Reise til Oslo eller overhoved til Norge blev der i dette Aar intet af, hvad nu Aarsagerne end kunne have været. Formodentlig har det endnu været alleslags
- ↑ Dette sees af den haalogalandske Lagmand Ivar Alfssøns Brev, brat. 16de Novbr. 1334, hvori han optager Vidnesbyrd om de Gaver, Erik paa Torge havde givet Cecilia, førend han reiste fra Landet, samt hvad hun ogsaa havde faaet af andre: deriblandt var en Guldring, som Hertuginden havde givet hende. Jfr. ovf. S. 161 Not.
- ↑ Reg. Benedict XII. Commun. an. II. p. 1. ep. 44. Her anføres de ovenmeldte Notitser om begge Festemaal. Jfr. ovf. S. 161.
- ↑ Af Dipl. N. IV. 296 sees, at han var død før 30te Jan. 1346, altsaa formodentlig i 1345.
- ↑ Dipl. N. I. 241. Almenningen angives her at streife sig fra Grefsenskoven og Sognsskoven lige nord til Sandungevandene paa den ene Side indtil syd mod Dynjande paa den anden. Ved „Dynjande“ forstaaes den nu saakaldte Isi-Elv, ikke langt fra hvis Udløb Gaarden Dønski, fordum „Dynjandaskeid“; ligger.
