Ubehageligheder med Hensyn til Skaanes Indløsning og Gislernes Befrielse fra deres byrdefulde Forpligtelser. Idetmindste udgav han d. 29de Decbr., under Juletiden, som han tilbragte i Stockholm, en Proclamation af et højst bedrøveligt Indhold, der viser den sørgelige Forfatning, hvori han og tildeels Riget befandt sig. Vi have hørt, siger han, „at altfor mange sige, at vi ej ville udløse vore Tjenestemænd af den Skyld, hvori de for vor Skyld ere komne, men dette Udsagn ville vi herved paa det bestemteste drive til Usandhed; thi vore Tjenestemænd have vi netop for denne Sags Skyld pantsat vort mægtigste Huus, Kalmar, med Staden og alt det Land og de Indtægter, som derunder ligge, vort Huus Skelduvik med hele Øskergøtland, dertil Helsingeland, Gestrekeland, Fjadrundeland, Dalerne, Nerike og Vermeland, samt i Kobberberget aarlig 500 Mk. Sølvs Indtægt, fremdeles over hele Riget mange Hereder, Gaarder, Landliv og Kverner, saa at vi selv til vort Ophold kun beholde den mindste Deel af vore Indtægter[1]. Siden have vi jo ogsaa, skjønt højligen mod vor Vilje, maattet tynge Eder, vor Almue, Klerker, Lægmænd og Kjøbsteder, med forskjellige Skatter, alene for at løse hine vore Tjenestemænd, thi alle vore aarlige Indtægter i alle de 14 Aar af vor Barndom[2] bleve saaledes forødte, at da vi kom til Styrelsen, fandt vi ikke saameget som en Mark Sølv lagt til Side (atter et daarligt Vidnesbyrd for Formynderregjeringen). Vi ere bedrøvede over, at Tyngslen har ligget paa os og Eder, men derimod har været alt for lidet baaren af dem, der have modtaget Indtægterne; og da Visse og Somme ville tvinge os til at tynge Eder mod vor Vilje, saa skulle I herved vide, at med Fortrøstning til, at I ville styrke os i at staa disse imod, ville vi aldrig herefter tynge Eder, uden at høj Trang skulde komme os paa af Uden- eller Indenlandske, hvad Gud forbyde[3]. Det er altsaa aabenbart, at der har hersket en stærk Gjæring i Sverige, som ogsaa neppe kan have undladt at udøve nogen Indvirkning paa Stemningen i Norge, og som i og for sig afgiver tilstrækkelig Grund til at forstaa, hvorfor Kongen denne Gang blev saa længe i Sverige. Endnu i Marts
- ↑ Kalmar var formodentlig pantsat til Ulf Arnbjørnssøn, Nikolas Arnbjørnssøns Broder, see Dipl. Sv. 3170, 3312. Skelduvik maa fra Vaaren 1334 af have været pantsat til Knut Jonssøn, den forrige Drottsete, nu Lagmand i Østergøtland, see Dipl. Sv. 3069, jfr. 3427, der viser, at han havde det endnu i 1339.
- ↑ Kongen taler her om 14 Aar, uagtet der fra hans Tronbestigelse om Sommerer 1319 til Vaaren 1332, da han idetmindste for Norges Vedkommende blev myndig, kun var hengaaet ikke fuldt 13 Aar. Men vi have ovenfor seet (s. o. S. 124), at Magnus ikke egentlig overtog Regjeringen i Sverige førend l 1333, og at Knut Jonssøn endnu vedblev at være Drottsete til ind i dette Aar.
- ↑ Dipl. Sv. 3267.
