Maade, idet en pavelig Dom i 1341 paaførte ham baade Ærgrelse og Pengetab[1]. Men det er vel heller ikke frit, at han paa sin Side havde faret for heftigt og uforsonligt frem, og vi faa overhoved af denne Sag et nyt Indblik i den hadefulde Stemning, der maa have hersket mellem Klostergeistligheden og Sæculargeistligheden.
Den Sag, angaaende hvilken de forhen nævnte Herrer vare forf samlede paa Kongsgaarden i Nidaroos den 20de September, angik kun i noget Jordegods, der for nogen Tid siden havde været skjenket til Kirken, og hvilket nu tildømtes denne[2]. Men en saadan Ubetydelighed synes dog ikke at kunne have været nok til at kalde Drottseten heelt til Nidaroos, derfor maa man antage, at vigtigere Anliggender her have været paa Bane. Foruden hvad der ovenfor er antydet, maa der og upaatvivleligt have været forhandlet om en ny Sexaars-Tiende af alle geistlige Indtægter, som Pave Johannes havde udskrevet den 26de Juli 1333, maaskee under Paal Baardssøns egen Nærværelse ved Curien, til Bestridelse af Udgifterne ved et Korstog til det hellige Land under den franske Kong Philips Anførsel; i hvilket Øjemed Paven ogsaa paabød Afholdelsen af visse Messer og Bønner, og at der i alle Kathedralkirker, Collegiatkirker og Sognekirker skulde indrettes Offerblokke, hvori de, der ved Gaver vilde befordre denne Sag og derved erhverve Tilgivelse for sine Synder, kunde nedlegge hvad de maatte yde[3]. Af det hele Foretagende blev der dog intet. Pave Johannes døde d. 4de December 1334, og hans Eftermand, Cardinal Jakob Fournier, der antog Navnet Benedictus d. 12te (han kronedes d. 8de Jan. 1335), bekræftede vel kort derefter[4] hiin Anordning om Sexaarstienden; men da Korstoget ej kunde finde Sted og derfor paa ubestemt Tid maatte udsettes, havde han, ligesom han overhoved viiste sig redelig og velmenende, ogsaa her saa megen Agtelse for det Sømmelige, at han ved Circulær-Buller af 18de Decbr. 1335 tilbagekaldte Anordningen og befalede, at hvad der allerede maatte være indkommet, skulde tilbagegives Yderne, forsaavidt disse levede, eller, om de var døde, anvendes til Fordeel for de Beneficier, af hvis Indtægter de var givne[5]. I Norge,
- ↑ See Brev fra Biskop Haakon af 11te Juni 1341, hvor denne søger at trøste Biskop Erik, tilbyder kram fin Forligsmegling og raader ham til Forsonlighed, i Samll. V. 160.
- ↑ Dipl. N. III. 179. Blandt de forsamlede Herrer nævnes foruden Drottseten og Biskoperne ogsaa Hr. Baard Peterssøn, der nu sees at være bleven Fehirde i Nidaroos, og Lagmanden sammesteds Olaf Hermannssøn.
- ↑ Dipl. Sv. 2997, 3181.
- ↑ Bulle af 31te Jan. 1335, Dipl. Sv. 3109.
- ↑ Sammesteds No. 3181.
