releverede stort. Han fandt det for det første utilbørligt, at Biskopen havde ladet Klosterporten bryde op, paastod derhos, at han som excommuniceret af Petrus Gervasii var uberettiget til at holde Messe, at han med Vold forholdt Klostret en dette tilhørende Gaard, og at han havde forlokket En, der forhen havde valgt sig Lejested ved Klostret, til at lade sig begrave ved Kathedralkirken. Endvidere paastod han, at Biskopen ved Trusler om Fængsel havde søgt at skræmme ham fra at forfølge sin Sag. Biskopen derimod viiste at disse Klager vare ugrundede, og fremførte Beskyldninger mod Abbeden, hvis Rigtighed denne i Erkebiskopens og de to andre Biskopers Overvær maatte erkjende, nemlig at han i flere Aar havde plejet at sidde i Nattesviir med en fornem ung Pige, og havde lært hende et Sprog, som ingen andre forstod, forat han desto friere kunde underholde sig med hende; at han havde givet hende en norsk Oversettelse af Klosterreglerne for at hun kunde vide, hvilke Straffe der tilkom Munkene for sine Forseelser; at han lod hendes Jorder besaa med Klostrets Sædekorn, at han tillod sin Syster at synge i Choret med Munkene; at han havde Ord paa sig for en ung Piges Mord; at han havde mishandlet sine Munke, tyranniseret dem med umenneskelig Strenghed, og aabenbaret hvad et Par af dem i Skriftemaalet havde betroet ham m. m., at han havde bortødslet Klosterets Gods tildeels i Drikkelag med Krigsfolk, ved hvis Hjelp han endog, efterat Biskopen havde taget Klostret i fin Varetægt, havde plyndret flere af Klostrets Gaarde, o. s. v. Alt dette bevægede Erkebiskopen til at afvise hans Appell og bekræfte Biskopens Dom. Men Abbeden indgav nu d. 20de Sept. paa Kongsgaarden i Nidaroos, hvor Biskoperne tilligemed Drottseten, Fehirden og Lagmanden just vare forsamlede til Doms, og Biskopen synes at have haft sit Tilhold, en Appell til selve Paven, uden dog at meddele Afskrift deraf, og Biskopen satte ham derfor en Frist af 30 Dage til, efter Hjemkomsten at indfinde sig hos ham for at hente den sedvanlige Følgeskrivelse. Men det sees af de senere Skriftvexlinger, at Abbeden udeblev, og at Biskopen derfor erklærede Appellen ugyldig, paalæggende ham evig Taushed, hvorimod Abbeden reiste til Bergen og indgav der fra Munkeliv Kloster en ny Appell til Paven, saaat Biskopen sidenefter i December saa sig nødt til at indsende et Indlæg fra sin Side[1]. Uagtet Retten unegteligt var paa hans Side, lykkedes det ham dog ikke at faa Abbeden straffet, idetmindste ikke saaledes som han ønskede, og Sagen, eller maaskee rettere Sagerne og Tvistemaalet mellem ham og Abbeden, synes at have draget sig ud i mange Aar, og tilsidst endog at have endt paa en for ham ingenlunde tilfredsstillende
- ↑ See alle de hertil hørende Skrivelser, i Dipl. N. IV. 212, 213, 214, 215.
