Side:Det norske Folks Historie 2-1.djvu/197

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
179
1335. Sexaarstiendens Regnskab sluttet.


som i de fleste andre romersk.-katholske Lande, bekjendtgjordes saaledes denne Tilbagekaldelse i Løbet af det følgende Aar.

Omtrent ved denne Tid indbetaltes og, hvad man vel maa ansee for den allersidste Restance af den eldre Sexaars-Tiende, som overhoved kom ind, nemlig fra Hole Biskopsdømme. Hvorledes det gik med den skaalholtske vides ikke, men formodentlig maa Biskop Jon, der allerede i 1335 vendte tilbage til Island[1], have klaret for sig. Samme Aar drog Biskop Egil paa Hole, som det allerede er nævnt, ifølge Indkaldelsen over til Norge, og ifølge med ham, som det synes, Presten Snæulf Sumarlidessøn, der ligefra først af havde været Collector, og allerede i Biskop Laurentius’s Tid, som det nu veed, modtaget det hele Beløb, samt overleveret det til to af Erkebiskop Eiliv udnævnte Befuldmægtigede, hvilke dog, uvist af hvad Aarsag, maa have været hindrede fra at bringe det over til Norge, thi nu i 1335, heder det i et senere derom udstedt Vidnesbyrd, tog Snæulf altsammen med sig til Norge, og overleverede det ifølge Biskopens og de øvrige Yderes Fuldmagt til Erkebiskopen[2]. Denne, der havde mødt Biskopen allerede ved hans Ankomst udenfor Throndheimsmynne og taget venligt imod ham, gav ham nu Qvittering for Modtagelsen, og fritog vant fra at indfinde sig hos Biskop Haakon, hvorover denne, som havde den egentlige Fuldmagt fra Paven til at besørge Collections-Anliggendet, følte sig stødt. Dog reiste Snæulf til Bergen, og afsluttede formodentlig Regnskabet, hvorefter han endnu samme Aar vendte tilbage til Island, medens Biskop Egil tilbragte Vintren i Throndhjem[3]. Paa hvad Maade disse sidst indkomne Penge siden befordredes til det pavelige Kammer, nævnes ikke.

24. Kong Magnus’s Charakter. Hans Giftermaal med Blanche af Namur.


Kong Magnus havde imidlertid naaet sit 18de Aar, og eftersom han mere og mere vænnede sig til at handle selvstændigt, maa ogsaa de bedre og slettere Sider ved hans Charakter have udviklet sig og gjort sig mere kjendelige. Men allerede i hans Levetid svares den af hans forskjellige Omgivelser at være bleven aldeles forskjelligt opfattet og bedømt; ligesaa forskjelligt lyder Dommen over ham efter hans Død. Medens man i de svenske Beretninger, der dog alle ere fra en sildigere Tid, ere enige i at bryde Staven over ham for hans Svaghed, Ubestemthed, Usedelig-

  1. Isl. Ann. ved 1335.
  2. See herom Brev af 15de Mai 1365 i Finn Jonssons isl. Kirkehistorie II. 195.
  3. Isl. Ann. ved 1335.