førte Aarsager ikke selv kunde gaa mod de Misfornøjede, men maatte gaa tilbage til Sverige, har indtil Videre overdraget sin kongelige Myndighed til Ivar Agmundssøn som Drottsete, og Hr. Haakon Agmundssøn, som Seglbevarer eller etslags Cantsler; og da saadant ikke kunde skee uden inden Landets Grændser og med Raadets Samtykke, kan man slutte, ej alene at dette var Hoved-Øiemedet med hans Vinterreise til Baagahuus, men ogsaa at disse vigtige Foranstaltninger ikke skete paa nogen anden Tid end netop under hans Jule-Ophold der. Han havde, som det synes at fremgaa af hvad der allerede er anført om Opstandens Ende, al Aarsag til at være tilfreds med sine Befuldmegtigede. Hvad Midler de anvendte, vides ikke, men det naturligste er at gjette paa, at bestemt Holdning fra deres Side, og Mangel paa Opmuntring fra Fleerheden af Indbyggerne, har bragt de Misfornøjede til at indsee det haabløse i deres Foretagende. Imidlertid maa man og antage, at Hr. Ivar har viist meget Maadehold, og mere med det Gode end med Magten søgt at udføre sit Hverv, da vi sinde, at der sidenefter herskede den bedste Forstaaelse mellem ham og de Overvundne. Formodentlig maa Sagen have været afgjort lidt for den 1ste Mai, da Hr. Haakon og Biskop Salomon befandt sig i Tunsberg, som nys an-
ikke af synderlig vigtigt Indhold. Men betegnende nok er det, at det af 1ste Mai, udstedt i Kongens Navn, og indeholdende en Bekræftelse paa et gammelt Prov om Thesse-Vandet i Gudbrandsdalen (see foran I. 2. S. 605), ikke til Slutning har Talemaaden „oss sjálfum hjáverandum“, men alene „hjáverandum virðulegum herra ok vin várum hinum kærasta, herra Salamone etc.; herra Hákon Ögmundarsun innsiglaði, Páll klerkr ritaði“. Brevets Form og Indhold viser, at Udstederne have udøvet fuldkommen kongelig Myndighed, og at Landets Indbyggere henvendte sig til dem ganske som til Kongen selv, saa at der vel i den Tid endog har været udstedt Breve i Mængdeviis under samme Form. – Seglbevareren, Hr. Haakon Agmundssøn, om hvem der tidligere er talt, synes at have staaet i høj Yndest hos Kongen. Thi af en Dispensationsbulle, udstedt af Pave Benedictus d. 13de til Biskop Salomon d. 17de August 1336, hvorom der nedenfor yderligere vil blive Tale, seer man, at Kong Magnus, for at faa standset alvorlige Uenigheder i sit Rige, selv bragte et Festemaal istand mellem „sin Junker“ (domicellum suum) Jon Assurssøn (om ham see Dipl. N. H. 182, I. 255, han var formodentlig Søn af Drottseten Hr. Assur Jonssøn) og Elin, Datter af „hans Ridder, Haakon Agmundssøn, hvorved han endog selv sluttede Festemaalet og fremsagde Formularen, men siden, da Elin døde før Bryllupet, „til Forebyggelse af stor Forargelse og Feider“, ønskede at Jon skulde egte hendes Syster Cecilia, Enke efter Erik Viljamssøn paa Torge i Haalogaland, og selv anholdt hos Paven om den dertil nødvendige Dispensation, hvilken ogsaa i dette Brev meddeeltes.
